Papa tu es là ?
Papa t'es là ?
Tu as vécu en homme bon et généreux
93 ans
en fidélité aux tiens qui te sont chers
93 ans
de simplicité de modestie de silence même
93 ans
de présence sur notre terre
reflet d'un ailleurs bien plus grand que nous
93 ans
og så ingenting
et puis nous
var
tes enfants tes petits enfants tes arrières petits-enfants
qui formons un microcosme dans ce grand univers
un monde en modèle réduit
un monde d'êtres en devenir
un monde en marche vers l'avenir .
Papa tu es là
ici
dans nos cœurs
en souvenir d'un temps passé ensemble
avec plein de moments qui remontent en surface
en rupture d'un passé révolu
en élévation d'un vécu à fructifier .
Dis Papa où t'es maintenant ?
Me revient ce temps où tu allais travailler à bicyclette
de Grenelle jusque dans les beaux quartiers
et que Maman disait
qu'on irait à ta rencontre
et que même sans te parler
même quand tu retenais tes émotions
même quand je comptais sur mes doigts
les additions et les soustractions
même quand je dessinais un cœur
sur la buée du carreau de la rue Saint Charles
je t'attendais .
Papa tu n'es plus de ce monde
paix à toi
en ce lieu éternel .
Et il y aura bien un jour
où nous aussi
nous disparaîtrons
et qu'on dira
si nous avons été formidables
si nous avons été détestables
car tout le monde sait com'on fait des bébés
mais sait-on com'on fait des papas !
D'avoir remis en marche ton être assoupi
en mon cœur rempli de lumière
j'exulte de mansuétude et d'amour
en reconnaissance de toi
mon papa à moi
notre papa à nous tes enfants
prolongeant par un simple détour d'être aujourd'hui en vie
l'obligation de poursuivre notre ouvrage
de ne pas craindre d'avancer sur notre chemin .
Faire
bien faire
faire ou se défaire
ne réduisons pas le monde
à ses aléas et à sa souffrance
il s'y passe aussi des choses magnifiques
et il serait criminel de banaliser ces choses
entrons en relation les uns avec les autres
raffermissons nos liens
collaborons célébrons gratifions glorifions la beauté
pour qu'en cette séparation d'avec toi, Lucien, qui nous rassemble aujourd'hui
pour que dans le tragique de la mort commune à nous tous
demeurer dans le recueillement
demeurer dans le silence
demeurer en cet instant de méditation
demeurer dans l'amour .
165
trois petites bougies
Trois petites bougies
et que reviennent
le témoignage des heures passées en harmonie
le tressaillement des profondeurs de la création
la capture du souffle avant son jaillissement
la force d'un regard derrière la vitre
la présence subtile de l'être éternel
la marqueterie des souvenirs éteints
la perplexité effarée de l'illusion
l'éclat d'une comète à jamais advenue
le saisissement de l'apparence
le calme des gestes répétés
la romance des vieilles chansons échangées
l'au-delà des formes en instance de leur accomplissement
l'enchanteresse transcendance de l'instant
le calme devant cet être-là en partance vers l'ouvert
la blessure ressentie au contact d'une brisure de verre
le glissement des doigts sur une peau fraîche
la tradition perpétuée par les objets reconnus
l'expérience sans cesse renouvelée
le sable fluide de l'aridité nomade
l'éclos dense de la force sédentaire
la conquête de la matière en lumière d'être
la transparence de l'effusion de l'oeuvre aboutie
le lever du rideau devant le soleil
la montée en conscience vers le cœur du monde
l'intimité de l'être inscrite dans la loi
l'évidence des preuves accessibles à l'artiste
le brouillage des événements dans la brume rédemptrice
la restauration de nos terres intérieures
le long et humble travail de défrichage
la guerre contre les ombres
l'homme de bien en ses instances réparatrices
le teint frais de nos visages redevenus sages
la musique en ascèse contenue
la beauté en grâce d'être universelle .
Être vivant dans la vénération émerveillée du secret
se remémorer la trace des humains
pour respirer en la seule réalité qui vaille
le souffle si fin de la bonne posture
la louange faite au quotidien
la contemplation d'une simple pierre coloriée.
164
Bien sûr qu’il eût du courage

Bien sûr qu'il eût du courage cet homme de vivre de longues années avec prudence simplicité et modestie à mener sa barque le long des berges quotidiennes sans avoir à demander où aller sans voir le temps passer en lente progression vers l'estuaire où les limites se dérobent où tout devient gris que la vue s'obscurcit que l'air manque que l'esprit ne répond plus mais où s'avance triomphant en ses attentes le mystère cette lumière incréée cette lumière intense venue de très haut cette béance habitée de vieilles âmes ce frêle esquif disparaissant dans les brumes ce point d'orgue se confondant avec l'horizon en souvenir de ce qui va et vient l'espace d'un souffle retenu en souvenir de ce qui fût traces de ton nom sur le tronc scarifié de l'arbre se retrouver assigné à transformer cette écriture douce amère en obligation de conscience en marche sur le chemin compréhension de ce qui est crépon de la plaie rouverte une fin d'été à mesure d'un regard échoué à marée basse chez celui dont le cœur demeure dans l'amour. 163
Vieillir en vie

Recevoir la vie comme un don comme un présent. Habiter tous les âges de l'existence l'enfance la jeunesse l'âge adulte la vieillesse. Se bonifier comme le bon vin trop jeune le vin est acide mûrir est l'oeuvre du temps. Ne pas être obsédé par les stigmates corporels traces du temps qui passe la ride amère n'est que le baiser en continuité d'être Demeurer dans la vie et dans l'intelligence. Tous les jours faire des découvertes intellectuelles affectives sentimentales Tous les jours être dans la nouveauté Vivre. Ne pas regarder dans l'assiette du voisin ne pas être jaloux rester en soi à la fenêtre de l'émerveillement. Croître encore et toujours. Vieillir n'est pas être vieux vieillir c'est aller dans la vie être vieux c'est perdre le goût de la vie. Etre curieux intellectuellement regarder l'existence comme un enfant sans être un éternel enfant regarder l'existence du point de vue de la jeunesse sans être un éternel adolescent. Aller toujours plus loin. Plus on vit longtemps plus on construit ce recul qui permet d'être là tout en étant déjà ailleurs. D'une seule lampée saisir le poudroiement des choses avant que la lampe ne s'éteigne pour que rives atteintes se dissoudre l'espace d'un sourire au gré du vent qui passe dans la lumière du jour qui vient . 162
stå på tæer
hænderne op mod himlen
at røre stjernerne
og så indse
at de lyser
disse hænder
hypnotisk stearinlysflamme
at vi ikke ønsker at se gå ud på en blæsende aften
bivoks hænder
at stave dit navn på skyerne
slippe af dødsgangen
Undgå småting udvekslet ved Heaven's Gate
ikke gøre mere
for bare hoved
i ydmyghed
at modtage
denne udstrakte hånd
i poesiens stilhed
klar lyd
af keyboardet af al musik
at gå hen imod
langsom eksplosion af sætninger
på mødets usynlige
for at synliggøre den smukke blå himmel
glattes af fe fingre .
161
En prik på i'et

ren plads dans lequel fleurissent et se perdent les fleurs Le sens aigu de la citrouille se découvre calèche L'ange me convie à ne plus toucher terre med sine diaphanous vinger Un souffle Une caresse Un vertige tranquille empli d'exquises senteurs Les cigales stridulent Tout concourt à la redistribution du livre d'heures Du point pierre éclate l'envol soyeux de l'âme Oiseau de passage et si présent Éloquence élégiaque forsvarsløs mest som en ild Et si persuasif Que ces choses vides et indifférentes i bud fortrolighed Me somment d'être en dehors de moi Pour d'une mort éclose Donner sens et amour En retour de mission.
160
kreativ fantasi
L'imagination aktiv den kreative fantasi, der skaber i og gennem handling forestille sig, at den lader sig rive med af det, der er han er jeg' " væren " midt i tingene i-magine Maginot linjer i deres frosne beton til målt defibrillering komme i æteren som kommer og går og er fordelt skabe det intracellulære vakuum vævning af logiske associationer . Der er enestående rækkevidde hver gang et ansigt lyser toppen af den mørke skifervæg op lyse ansigt og hvidt skæg at den bløde stemme får til at vibrere . Livsskala revet fra det første krybdyr at vinden blæser væk fra stien til de stikkende bugs . Tågehorn hørt når fra dalen rid på dyrets ånde . Stemplet fordybning Avogadros nummer hvis åbne jakke afslører hjertet oser af myrra . Momentum i flyvningen så langsomt engle ovenfor kastanje og steneg kandelabre i mit hus . Lodret tænkning ud af den impulsive bølge påtrykte dufte ruheden af de glatte udvekslinger . Enstavelsesafkast pesende af dyret ud af skoven kanten af begyndelsen . bare dig selv hos hvem den anden uden ankylose tage svulsten ud af traditionen under acceptens slør . Sagacity med fare for at være bare en vending ved den nye dags daggry . 159
Psykologi, hvad helbreder
Fra punkt på den person, der møder en shrink :
Hensigten. vil have ting ændring i min adfærd, lad lidelserne lette .
Forholdet, kvaliteten af forholdet, at stå over for hinanden, hvor individet bliver til en person. Kvaliteten person er altid interpersonel ; der kan være nej “er” uden en “du”.
“jeg gør ikke bliver virkelig kun en person når jeg ser dig i øjnene og Jeg tillader dig at kigge ind i mit.”
Etabler link, et bånd, hvorved man føler sig velkommen og accepteret i sit at være, en forbindelse føltes dybt inde, langt ud over, hvad vi kan sige og udtrykke, et bånd, der får dig til at føle dig naturligt hjemme selv, og at en væsentlig udveksling vil finde sted .
det Sprog.At blive budt velkommen med sit eget sprog. Mit sprog er mig. Det er det, der får mig til at være i verden, beskytter mig og definerer mig. Det er en væsentlig del af min identitet. mit sprog, det er mine ord, men også dette at min fysiske krop viser sig gennem bevægelser og mikrofoner – tegn .
Healing er at væreHør efter, det er at møde en professionel, der er i en nuværende tilstand og ikke anspændtårvågenhed, hvis holdning af aktiv velvilje kan bevæge mig og få dig til at betro dig til mig. Jeg venter på, at den anden bliver roligt centreret i sig selv og at hans ubetingede accept af, hvad der er, er fuld og hel .
skal høres ogmodtaget uden fordømmelse.
Dette erat føle ved min krop, min psyke, min sjæl og min påvirker hvad der sker i mig om hvad der sker der, så anderledes af mødets rammer og alligevel så tæt på mig vedtillid som er etableret .
Dette erudnævnekortfattet og mest klart muligt, hvad jeg føler .
For praktiserende læge :
Det er at identificere ved lytter så bredt som muligt til alle elementer i processen møde, i et kontinuum af bevidsthed, i Le kontakt i gang med udfolde sig der imellem os, i den kontakt, der etableres her og nu, men som alligevel belyser fortiden og fremtiden .
Det er at skabe en klima af lethed og frihed for den anden, som også muliggør identifikation analyseelementer .
Dette erskabe en ramme lige så konkret som symbolsk og imaginær, overskuelig og sikker, men som ikke må være en væg tilstødende for at give adgang til de rigtige omgivelser .
Det er at lancere spor, hypoteser, milepæle, som den anden kan gribe hvis de er dens omfang, uden at være overflødig med hvad det er, heller ikke for langt fra hans følelsesmæssige kapaciteter og forståelse af øjeblikket. Dette erjustere kreativt og med relevans for situation .
Det er at elske alt det at have dette væsen foran sig selv i det, det giver .
Dette erat elske det væsens væsen, hans akkumulerede formue i hans livshistorie, dets muligheder og hvad det er i udrulningen af ham selv, i sin udfoldelse mod sin vækst af væren, i sin åbning til verden .
Dette er At beholdeden rigtige afstand mellem ham og mig for at opdatere og arbejde med forstyrrelserne i forholdet mellem ham og hans miljø, med maksimal klarhed i fornemmelse og læsbarhed i udtryk uden at tvinge den anden til at være andet end det han er hvor/og viser sit følge .
Det rydder det hele elementerne afsammenløb, fraprojektion, d’introjektion, fraretrofleksion og D’egoisme i det, der udspilles om vores møde. Det skal være den taktfulde mekaniker, der nænsomt afmonterer og samler små stykker menneskeligt maskineri, der forbliver meget levende i løbet af eksistentiel transaktion, der forbinder os, konjugerer os, afviser os og vi vokser op .
Det er til at overveje den anden som et voksende menneske, som en pilgrim på en sti indledende, påbegyndt en uafbrudt bevidsthedsvej. Vær en mand, er at være rejsende, Altid i bevægelse .
Dette erfra begyndelsen, hvorfra den anden er, med hans livshistorie, med sine følelser, der fodrer fremkomsten af hvad uforvarende klækkes i diglen af vores kontakt. Kvaliteten af at være “person” og ikke et individ indebærer en søgen efter hans sande identitet med henblik på konstant effektiv individuation mod det, man er virkelig .
Det er at holde kurset og være dengarant for rammen, at registrere, hvad der sker, var, i rum-tiden for det nuværende møde og i rækken af vores møder .
Dette ereksperimentmed relevans, situationer der sker med rytmen af den, der kommer i fortrolighed for at blive behandlet og under den enes vejledning hvem er ansvarlig for at passe ham. Så vil være i stand til at opstå disse elementer af den psykologiske mekanik, der virker i vores psyke, ikke i rammer den anden med tvingende diagnoser og genoprettende balsam men ved at lede ham mod stier, hvor han selv kan være i stand til at give mening til hvad der sker .
Brug ikke hansteoretisk viden kun med forsigtighed. Teori og teknik kan ikke favne hele psyken, det psykisk behandling er en ” total forhold ” der engagerer behandler lige så meget som patienten langt ud over teori og teknik .
Dette erat være tålmodig uden at være det vent og se .
Dette ervære stimulerende uden at gå forud for den anden hans levevis .
Dette erfor at være fair i sine handlinger i betydningen“retfærdighed” for ikke at bedrage den anden og give ham lyst til at gå endnu længere i selverkendelse .
Dette er være i kreativ pasform med hvad der er der, retfærdig det, her og nu og efterkontakt .
Det er til at bo i enkelhed, i ydmyghed og vække psykologi session, hvor arbejdet går også ud over vores kognitive evner til at afklare situationer, godt ud over hvad der er sagt her, og hvor den ændring, der sker, er der lige så meget færdigheder betyder noget, kun vitalitet ogselvhelbredende evner så stimuleret, at ingen besad inderst inde .
Det er at foretrække usikker og følsom værdi af menneskelig aktivitet at opleve, hvad der sker det, til den betryggende ro fuld af a priori, af slutninger og falske sikkerhed for dem, der ved, hvordan de skal behandle, af en, der beroliger – selvom det nogle gange er nødvendigt – , manglende registrering af personen et skridt afansvar og samvittighed at bygge sig selv hans lykke .
Poetisk din er at vide, at i morgentåger lige så meget som i tusmørket aften, der er alt omkring os, som ikke er os, der lever eller har levet af flere mennesker, og som verden er fuld af muligheder for møde og dialog .
åben op i selvrespekt for det andet kan kun være et forhold der helbreder .
Det skal værehans fremtids eventyrer, påspekulerer og i lyset af dens adfærd, på vej til velvære på din livline. Dette er at væreledig, hvilket ikke er nemt, fordi som Kirkegaard siger : ” Det mest forfærdelige, der gives til mænd, er valget, frihed . “
157
at lide, ja men for godt

Der ertre initieringsmåder af mødet tillader kærlighed .
Det bedste Østen pludselig tomhed i sjælen hvor billederne forsvinder, ideer og ord er tavse, frihed og klarhed åbner op pludselig i os på en sådan måde, at hele vores væsen bliver grebet. Alt bliver til vidunderlige, dyb, tydeligt i det fjerne og uendelige uforståelig. Denne kontakt er et rent pust af intelligens .
En måde mere almindelig krydser ørkenen hvori, Selvom vi kan ikke se noget, forstår intet, føler intet, ellers en slags smerte og angst, vi drages og dvæler i dette mørke og denne tørhed, fordi det kun er der, vi finder lidt stabilitet og fred. Efterhånden som vi udvikler os, vi lærer at hvile i denne tørre stilhed, og den beroligende forsikring om en trøstende tilstedeværelse og kraftfuldt i hjertet af denne oplevelse vokser mere og mere. Afslører i et lys, der er smertefuldt for vores natur og alle dens evner i værens gang, den svære at opretholde tiltrækningen ved at blive meget mere end hvad som vi synes at være. Vi er da uendeligt overgået og renheden af denne tiltrækning er i konflikt med vores egoisme, vores blindhed og vores ufuldkommenhed .
Og så er derpå vej til ro fyldt med smag, af hvile og sødme hvori, uden at der ikke er noget der tilfredsstiller især sanserne, fantasi og intelligens, Viljen hviler i et dyb, lysende og absorberende oplevelse af kærlighed .
Det er så det hæve personen foran dig, ce støtte, denne soulmate, dette spejl, at andethed, denne udvinding ud af sit eget billede, dette krav til lighed, hvad jeg eksisterer for i mødet, hvad kan jeg gøre drukne og det, hvorved jeg også kan blive åbenbaret. Placer dine indsatser, lav dine “er”, nødvendigvis i forhold til den anden, prøver Bliv dog ikke for knyttet til den anden .
158
ensomhed kan læres
Det fysisk ensomhed, ydre stilhed og sand erindring er afgørende for dem, der ønsker at leve et liv med samvittighed. men gerne mange ting i denne verden er kun midler til at opnå en ende, og hvis vi ikke visualiserer slutningen, vil vi misbruge midler .
Det er ikke for at løbe væk fra mænd, at vi selv trække sig tilbage til ørkenen, men for bedre at se den verden, vi er i og søg måder at være mere nyttige. Nogle som aldrig har oplevet ægte ensomhed vil uden tøven være i stand til at bekræfte, at hjertets ensomhed er den eneste der betyder noget og den anden, ydre ensomhed, betyder ikke noget. Men disse to ensomheder er ikke uforenelige. Det ene kan føre til det andet .
Den mest ægte ensomhed er ikke udenfor vi, det er ikke fraværet af støj eller fraværet af at være omkring os ; det er en afgrund, der åbner sig i dybet af vores sjæl, et behov for mad aldrig kan blive tilfreds. Kun én vej fører til ensomhed, det af sult, tørst, smerte, sårbarhed og lyst, og manden der har fundet ensomhed, finder sig selv tom, som om drænet af døden. Han krydsede horisonten, der er ikke længere en vej for ham at tage. Han findes i et land, hvor centrum er overalt og omkredsen ingen steder. Han rejs ikke længere, fordi det er ved at forblive ubevægelig, at man opdager dette land .
Og det er der, i denne ensomhed, hvad begynder de mest frugtbare aktiviteter. Det er her, du lærer at arbejde i lempelse, at øge deres syn, at se i mørket og finde, ud over lysten, en dør, der åbner til det uendelige .
Materielt set, betingelser er nødvendige. Du skal have en plads, i naturen eller i et rum med et rum hvor ingen kan finde os, genere os eller bare lægge mærke til os. Han vi skal være i stand til at løsrive os fra verden for virkelig at være af denne verden. Vi skal befri os selv ved at løse de anspændte og spinkle bånd, der binder os af udsigt, høring, lugten, følelserne, tænker på mænds tilstedeværelse. Og når et sådant sted findes, lad os være tilfredse, men lad os ikke blive urolige hvis vi er tvunget til at forlade det af en god grund. elsker dette sted, lad os gå tilbage så hurtigt som muligt og ikke ændre det for den mindste peccadillo. Og på dette sted, lad os trække vejret roligt, naturligt, uden nedbør, så vores sind kan hvile, glem dine bekymringer, at kaste sig ud i stilheden og alle tings hemmeligholdelse .
Nogle mænd, der fremkalder indre ensomhed, tror, det er muligt at leve midt i verden og dens forvirring. De indrømmer, at ydre ensomhed er godt i teorien, men argumenter for, at det er bedre at værne om indre ensomhed, mens man bor sammen med andre. Faktisk er deres liv fortæret af aktiviteter og kvalt af tilknytninger af enhver art.. De frygter indre ensomhed og gør alt, hvad de kan for at undslippe den.. Og hvad værre er, er, at de forsøger at trække andre ind i aktiviteter så forfængelige og altopslugende som deres egne. De er store tjenere for “årsagen”, store skabere af mere eller mindre brugbart arbejde. De udskriver programmer, skrive breve, og telefon i timevis. De arrangerer gerne møder, banketter, konferencer, kurser og arrangementer. De animerer og bruger sig selv uden at tælle. De vil endda være i stand til at samle et stort antal mennesker omkring temaet ensomhed med så meget omsorg, at tumulten, interpellationer og bifald kan kun fjerne ensomhedens ånd fra dens usigelige nøjagtighed .
156