Tradition et révolution

   Il est des traditions humaines qui ont tendance à stagner et à s’altérer. Ce sont celles qui s’attachent à des objets et à des valeurs que le temps détruit impitoyablement. Elles sont liées à des choses contingentes et matériellescoutumes, modes, styles, attitudesqui changent fatalement avec le temps et sont remplacées par d’autres .

Il est aussi des traditions qui sont comme la respiration d’un corps, qui renouvellent la vie en empêchant la stagnation. Elles sont des révoltes calmes et paisibles contre la mort .

Ces traditions pour rester vivantes doivent être révolutionnaires. Elles seront toujours là parce qu’elles refusent les normes et les valeurs auxquelles la pensée humaine s’attache avec ardeur .

A ceux qui aiment l’argent, le plaisir, les honneurs, le pouvoir, cette tradition vivante nous dit de voir l’envers des choses, de chercher le véritable sens de notre vie, la paix de l’âme .

Les révolutions lorsqu’elles ne sont que politiques transforment les choses en apparence. Elles s’effectuent dans la violence. Le pouvoir change de mains, mais quand la fumée se dissipe et qu’on a enterré les morts, la situation est la même qu’auparavant. Une minorité d’hommes forts arrivent au pouvoir et font disparaître les opposants, à des fins personnelles. La cupidité, la cruauté, la débauche, l’ambition, l’avarice et l’hypocrisie sont les mêmes qu’auparavant .

L’alliance d’une tradition vivante et d’une révolution humaniste peut fixer le cap pour un dépliement existentiel respectueux des équilibres fragiles et mouvants dont tout groupe humain a besoin. Cette alliance ne peut être fermée sur des principes archaïques convenus, ni ouverte sur le tout-venant moderniste. Elle doit donner envie de croître, elle doit donner faim à l’esprit du groupe qui traversant la surface des mots devra aller au-delà de ce qu’expriment les mystères, pour dans l’humilité du silence, la solitude intellectuelle et une certaine pauvreté intérieure conjoindre au désirmoteur de notre humaine condition humaine-animale -, l’élan d’une intuition unique, vers une Vérité unique que nous possédons au fond de nous-mêmes et que nous connaissons parfois, par intermittence .

A ce stade de compréhension de cette humaine condition en marche, entre tradition et révolution, l’émergence des profondeurs de la psyché et de l’âme, de traits de lucidité et d’intuition, rencontre l’expérience existentielle dans la nécessaire relation communicante de ce processus de recherche impliquée aux hommes de bonne volonté, à tous les hommes en devenir d’être .

155

hadet overmander

Elle rassemble des êtres qui n’ont rien de commun les uns avec les autres, des êtres qui sont dans l’impossibilité de se fuir eux-mêmes ou de fuir les autres .

Forcés de rester ensemble, les hommes et les femmes de la haine brûlent sur place tout en essayant de se repousser mutuellement. Ce qu’ils exècrent le plus est moins ce qu’ils voient chez autrui que la haine qu’ils sentent que les autres éprouvent pour ce qu’ils voient en eux. C’est ce que les autres leurs renvoient de leur propre image et de leurs faits et gestes qui les fait se complaire dans la haine. Ils reconnaissent chez leurs frères et soeurs ce qu’ils détestent en eux. L’égoïsme, la jalousie, l’impuissance, la terreur, le désespoir, tøjet, c’est le mal .

Ce n’est pas le mal qui est une entité négative, mais plutôt l’absence d’une perfection qui devrait être. Le mal est ennuyeux parce qu’il est l’absence d’une chose qui pourrait nous intéresser corps et âme, et intellect .

Ce qui peut nous attirer dans les actes pervers, ce n’est pas le mal, mais le bien qui s’y trouve, un bien vu sous un faux aspect, dans une perspective déformée. Un bien qu’on aperçoit comme un miroir aux alouettes, qui nous fait tendre la main, mais qui n’est qu’un appât dans un piège. Et quand le piège se referme, il ne reste que le dégoût, l’ennui ou la haine .

Les gens de la haine vivent dans un monde plein de trahisons, d’illusions, de manipulations, de mensonges et d’ennui. Et lorsqu’ils essayent de noyer cet ennui par le bruit, l’agitation et la violence, ils deviennent encore davantage ennuyeux. Ce sont des fléaux pour le monde et la société .

154

integritet og ydmyghed

 Integritet er at være dig selv. Det er ikke at tro, at du skal blive en anden .

Det er ikke til at bruge hans sind og krop i den gale virksomhed at leve en andens erfaringer, at skrive digtene eller at leve spiritualiteten af den anden. Alt for ofte skynder mænd sig at give sig selv betydning ved efterligne det, der er vellykket, fordi de er for dovne til at forestille sig bedre. De vil have hurtig succes og har så travlt, at de ikke tager imod tid til at være sig selv .

Integritet sameksisterer med ydmyghed. For den virkelig ydmyge mand, manerer at være, mænds skikke og vaner er ikke sager for konflikt. Ydmyghed handler ikke om at prøve at være anderledes, som om vi vidste bedre end nogen, hvad vi er, og hvad vi burde være .

Hvordan kan vi være os selv, hvis vi lever en andens liv ? Og det tager mod til bare at være dig selv, i tråd med vores skæbne. Også den angst vi kan opleve for at bevare balancen, for at være ærlig, i svære situationer, at fortsætte med at være dig selv uden hårdhed, uden påtvinge andres falske personligheder vores falske personligheder, kan lære os at blive dybt ydmyge .

En af de karakteristika ved den ydmyge person er, at andre ikke ved, hvad de skal tænke fra hende . De spekulerer på, om hun er skør eller bare stolt .

Ydmyghed har ensomhed som søster, det med uendelige rum, hvor alting sker, selv udskydelsen af ​​ting, der er sagt, og hvorved alt bidrager, i sindets komme og gå, med instinkternes vind , smuldrende lidenskaber og vidundere af sit eget billede .

Integritet til søster Athena, stoltheden over at være en mand/kvinde stående, at holde stangen, at være lodret, klar til at møde modgang, til commiseration-refleks, til tvivl og selvhævelse .

153

kunstnerens og kunstværkets ægteskab

   Stykker af kunst er elektriske stød, der tvinger os til at opfatte det absolutte. De os sætte spørgsmålstegn ved vores fald i søvn ved at tvinge os til at stille spørgsmål .

Det sete opfordrer kunstneren til at undre sig over, hvad han ser og trykker på. Materien afslører dens hemmeligheder og kontakt sker mellem den tålmodige sjæl, observatør og kunstnerens skuespil og materialet, som tæmmes ved at lade sig forme . Kunstneren trænger ind i det synlige, det følsomme, den rigtige. Han gør dem til sine egne det liv, han giver dem uden at gøre dem til objekter. Han forbliver ikke fange optrædener, modstand og mentale vaner. Han bevarer evnen til at undre sig over virkeligheden ved konstant at opfatte spliden, der adskiller den naturlige og autentiske verden fra objektiveret stof . Og bag skabelsens tilsynekomst opfatter han ordenens mysterium skjult. Han hæver kunstens videnskab til niveauet for den rene ånds kvaliteter. det fyrværkeri af hans inspiration skaber det poetiske øjeblik, uskyldig kontemplation ud over kendte sikkerheder samt engagement på vej af vidunderet .

Beundreren, le discipel, par smitte intuitiv, fanger samspillet mellem menneske og miljøet, mellem mennesker og universet .

Kunstneren af ​​en dobbelt observation af hans indre og miljøet bringer frem evigt fornyet poetisk form. Der er en uforudset dialog, usandsynlig, mellem skaberen, dyr-menneske mand af kød og blandede fornemmelser og stof. Kunstneren bliver, tidspunktet for et dyk ind i andethedens lys af verden, tjeneren på det, der forlænger det, af det, der overvælder ham lige så meget end hvad der forherliger ham. Han viser sig at være den universelle hukommelse, Union utænkeligt for det absolutte og dets manifestation. En krystallisation af begivenheden bringer bristende en begravet sandhed, synlig i dette øjeblik hvor begyndelsen af, hvad der sker, er kernen i dets mysterium, som en date skjult, der ligger til grund for skabelsens udseende. Fortsætter sin søgen, det kunstnerens nysgerrighed og følsomhed guider ham mod opfattelsen og intuitionen af ​​tingenes usynlige struktur .

Og materialet åbner sig som en rose om sommeren foran den aktive sjæl, tålmodig og kontemplativ af kunstneren. Materien er tæmmet, hun gør sig imødekommende og tillader sig selv form. Dyre-menneske-manden, i en ny intimitet af sig selv svinder væk for at give plads til”Human”, til en universel dimension hvor skønhed udtrykker sig og eksisterer. Kunstneren er da en. Han er et instrument af ny energi og fuldt ud sig selv. Det afslører den menneskelige natur . Kunstneren gennem sin gestus af skabelse lever. Den modtager og bliver efterlevet. Han er bevægelse af bevægelse, før man er en ting eller nogen. Han kan lide. Han er intens mangfoldighed, dualitet og mangfoldighed. Han er korn af støv opmærksom på den universelle ordens uophørlige omvæltninger. Han er gommen fra de mange bryllupper, der venter på ham for enden af ​​salen skygge og lys af dets obligatoriske forløb .

152

Quelque chose d’avant le temps

 De tant et tant d'efforts
à la mesure des sollicitations
pour garder la tête hors de l'eau
et être en ressemblance avec le visible
sans être fermé à l'invisible .

De tant et tant d'efforts
à élever la viridité
sur le pavois de nos intentions
alors que sans puissance effective
l'amour sensible fait figure de désaffection .

De tant et tant d'efforts
à se mouvoir dans ce corridor
à distinguer le bien du mal
afin de réellement voir où l'on va .

De tant et tant d'efforts
à traverser
les gués du torrent de l'illusion
sans distinguer l'origine de cette poussière d'étoiles
où être hommes et femmes liges .

De tant et tant d'efforts
à se prévaloir d'un soleil éternel
alors que les confins de notre entendement
sont scarifiés sur les autels
du mutisme et de la surdité .

De tant et tant d'efforts
passés à attendre que la pluie s'arrête de tomber
alors qu'elle est partie prenante de la fructification .

De tant et tant d'efforts
à considérer le fin du fin de notre parcours de vie
comme étant le bonheur
alors que nous sommes éternellement en marche .

De tant et tant d'efforts
à accepter que le soleil se couche
avant que les blés ne mûrissent
implorant
en quête de moisson
le retour de la faux du père .


151

se rejoindre soi-même

Il faut jeter par dessus bord
beaucoup de paresse, mais surtout beaucoup d’inhibition et d’incertitude pour
se rejoindre soi-même .

Pour toucher les autres à travers moi, je dois y voir plus clair et je dois m’accepter moi-même.

Depuis des années j’emmagasine,
j’accumule dans un grand réservoir, mais tout cela devrait bien
ressortir un jour, sinon j’aurai le sentiment d’avoir vécu pour rien, d’avoir
dépouillé l’humanité sans rien lui donner en retour .

Tous les problèmes
que je traverse et que je tente d’expliquer, me tourmente et appelle en moi
solution et formulation. Car ces problèmes ne sont pas seulement les miens,
mais ceux de beaucoup d’autres. Si à la fin de ma vie je trouve une forme à ce
qui est encore chaotique en moi, j’aurai peut-être rempli ma petite mission.

Tout cela me semble bien prétentieux.
Je me sens parfois comme une poubelle tant il y a de trouble,
de vanité, d’inachèvement, d’insuffisance en moi.

Mais corrélativement
il y a aussi une authentique sincérité et une volonté passionnée, presque
nécessaire, d’apporter un peu de netteté, de trouver l’harmonie entre le dedans et le dehors pour se rejoindre soi-même .

A la longue il se pourrait que je trouve la paix et la clarté.
Mais oui ! C’est maintenant, en ce lieu, en ce monde,
que je dois trouver la clarté, la paix et l’équilibre.

Je dois me replonger sans cesse dans la réalité, m’expliquer avec tout ce que je
rencontre sur mon chemin, accueillir le monde extérieur dans mon monde
intérieur et l’y nourriret inversement je dois continuer d’écouter au-dedans
de moi – , mais cela est terriblement difficile et c’est pourquoi j’ai ce
sentiment d’oppression au-dedans de moi .

C’est alors que je fermais les yeux. Ne plus penser.
Je traversais un moment de paix, d’accalmie.
Ma foi indéfectible en l’homme ne peut faire en sorte que je me dérobe. EN
perspective de cohérence m’appelle. J’ai si tendrement à faire que je ne puis
qu’assumer pleinement mon destin et employer mes talents à soulager les maux de mes frères et sœurs .

150

par delà la frontière et le mal

La frontière entre le bien et le mal passe entre les deux rives de la rivière. Tout choix d’une rive plutôt que de l’autre ricoche et porte en lui son châtiment et son germe. Le châtiment maintient en enfer ; et le germe, cette force capable de fendre le roc, fissure le cœur. Aussi passons-nous notre vie à tergiverser sur une passerelle .

C’est le passage de l’une à l’autre rive qui reste pur mystère. Nous pourrions penser qu’il existe de chaque côté un abîme par lequel s’opère le passage à une autre dimension. Et peut-être la tentative d’échapper par tous les moyens à cette aspiration, à cette chute vertigineuse est-elle l’origine de nos pires souffrances .

Le refus acharné qu’oppose le connu à l’inconnu, le familier à l’inexploré, oblige le destin à user de violence envers nous .

Pour le foetus dans le ventre de sa mère, la fin du monde se nomme naissance. Nous appelons papillon l’anéantissement de la chenille. Toute vie est un drame cosmique qui ne finit, somme toute, pas si mal .

Passer le pont, c’est changer de nature. Voir autrement, c’est changer sa vision, c’est fissurer sa vision convenue des choses. Qu’il est douloureux de changer d’état. Cela nous fait cligner des yeux, avant de voir plus tard ces états se stabiliser .

Changer de bord brouille le regard que les autres me portent. Også af frygt for at blive taget for sindssyg, Jeg er forsigtig med ikke at tale om det nogen som helst. Men sandheden er den modsatte, så jeg gik ud af verden at min tid hallucinerer til at nå en virkelighed uden tid og sted. Og denne virkelighed er lysstøbning, fluorescerende magma, at alle nuancer fra mørkeste til lyseste. Og denne palet er et klaver af farver .

Og jeg så det, som jeg ser nu fra vindue sprængte en sommer i højden af ​​hendes majestæt. Jeg så, at sagen ikke var det det lys og vibration og kærlighed, ren kærlighed, umådelig kærlighed .

Et je vois tous ces êtres humains aller quelque part alors qu’ils ne sont jamais partis de nulle part et n’arriveront en nul lieu où ils ne sont déja. Cette immense mise en scène sacrée et absurde me laisse à penser que les hommes sont des dieux quand, entre deux rêves, ils laissent leur regard vaguer sur le monde .

La leçon de cette métaphore de la passerelle entre deux rives est que la vie nous a été donnée, que nous nous devons de mettre le plus d’énergie possible à faire fructifier ce potentiel, le moins d’énergie possible à en souffrir et ne pas s’étonner quand ce qui semble être éternel clignote et disparaît .

149

Hvilken aften i aften

 Besejre uden ord
under et spøgelses flugt
tømme sig selv for sine egenskaber .

En nat eksil
fortæret af drømmenettet
uden at hemmeligheden ødelægger hukommelsen .

Glemsel mellem tågen og månen
du vil ikke dø, du kan ikke dø
alle dagens herlighed slukket
gennem tarmene i dalen
hvorfra den dobbelte lyd af obo og sax stiger .

Langvarig magi
ved grænsen for en overfart
inden du går vild i mørket
hvor langsomt forbruges
kød og negle af ømhedens solnedgang
modnet i dug af blod
inden daggry går vild .

Rev arrangeret mellem lanterne
midt i disse vrag
end en mystisk ordre
land i dette rige
hvor den kolde flint adskiller kødet fra huden .

Livet er her
livet er stedet
mit liv som en ledsager af dit liv
XXL størrelse på den afbildede median
mellem det blå barns smil
og evigheden af ​​en blond ørken .


146

digteren og menneskeheden

 I forbindelse med tvivl og håb .
Hvis der er en forbindelse mellem kunstneren og resten af ​​menneskeheden
det kan ikke være, at der ikke kan skabes noget levende
uden den uklare bevidsthed om dette link
bånd af kærlighed og oprør .

Efterfølgeren kan kun komme efter filmen slutter
en suite filtreret af munterheden i verdens lys
en suite til at klatre fire til fire trin
i venskab af luftens fortykkelse
som tiden blander sig med tiden
som denne dag går, som ikke vender tilbage
i den udstrækning af de skarpe horn af en forkølelse, der beslaglægger skovkanten .

De vil eller vil ikke komme
derefter vil forlade
deres liv vendte sig til deres daglige beskæftigelse .

At strække min hals
mod nærhed af en endelighed alt for sig selv
aromaen af ​​ofrene til guderne stiger
i nærheden af ​​en menneskelig holdning, der er værd - latteren .

Stormer ind
gennem døren til skuffelser
koncentrationslejre mord og voldtægt
den ineffektive prøvelse, som skal afgøres
spørgsmålet om meningen med hans liv
hjerte banker vildt
foran den røde bog om forfalskninger
hvor man kan snige sig væk
hvor han kunne spytte hans blodpropper ud af mørke ord
på marmorlegemet af faderen, der forlod frontlinjen
hvor bestræbelserne på at engagere sig
ville kvalificere sig som primær opmærksomhed
den guddommelige ånde for at fremme .

Rejser sig
over ømhed i daggry
med accenter af syngende solsort
caduceus af intelligens og kultur
kadensforening med søde dufte af jasmin
uden for den bituminøse ensomhed
off sort blæk ord for ord
uden for det billedlige palads for dommerne for tildelingen
bortset fra vridningen af ​​dumhedens eskapader
bortset fra denne mærkelige fødsel mellem hund og ulv
hvor man kan læse sandt
er det sidste øjeblik i beslutningen
at samle sig i sin sjæl
udsigten til en ny drivkraft
så energien holder fast i sindet
springbræt
hvor man kan hoppe endnu højere
i det enkle liv .


148

Se donner un nom, et ansigt

 Du er så gennemsigtig
fricassée de grillons dans la prairie
Ved aften
åbent blik mod opvågnen af ​​en stjernehimmel
uden for rækkevidde
ved kilden til hvisken .

Du kom fra jordens dybder
ud af tusind kronblade sammensat
foran den hektiske ankomst af stær
at gentage
que la marée monte
at opkaldene slettes
kvalt i lænsen
at håbe, at den sidste dråbe regn falder
på nattens vinge
løv prydet
til væggene i nostalgi
at se den furtive passage
mellem det feminine og det maskuline
og blive genfødt i din skød .


147

La présence à ce qui s'advient