I aromatiske urter nær kilden et gådefuldt stykke væg blik udefra den sorte kat ser sjæles skygge ugyldighed af distinktioner verdens inkonsekvens stopper den poetiske strøm et skin af velkomst i kontemplationens stilhed hvor den højeste gren af det store træ knitre i vinden .
Og hvis han trækker kløerne ud på disse rodsteder hvor mental styrke omdannes til ren energi Åndens blik, det er at skelne brud, revner i disse illusioner hvad er reklame, propaganda, ideologi, selv videnskab og teknologi, elementer, der forlader uden nerve den moderne slave, vi er blevet .
La fonction de la poésie est d'aller là où est notre chemin, avec persévérance, profondeur et foi .
Entre les praticiens d'un art débonnaire et la quête du " toujours plus au-delà du connu " n'y aurait-il pas le grain de folle sagesse qui nous fasse creuser au plus intime de soi le reflet du grand absolu, nous les aigles invisibles tournoyant autour de cimes invisibles ?
