Skriv, som om vi forsvandti dette slidsten til stenhvor man kan bygge virkningen af forbrændingenser på døde ord .Akkumulering du verbiageuden at chokere beredskaberne .Sømløs, krølfri ligegyldighedoversvømmet med lyshvad de andre tilbyder ,hvad vores kødhudgiver mad til vores mørke hud .Trussel ,gnister mellem mudder og fuldskab ;at rystei fuldstændig troskab til venskab,uden overflod eller glemsel ,nå den anden sideglæde og sorg blandetpå obsidianleddetaf det, der er tilbage ,mod det dyrebare resultathvor forfængelighed er udelukketsmadre på skriften .189
Enigma af den store stilhed i kvantetilfældig stilling resolut vores , i denne mulighed for at ringe det uendeligt aktuelle , uendelighed overalt , det uendeligt ikke-eksisterende , til støtte for den respekt, der tilkommer denne natur ja gratis , ja skrøbelig , så uhyrligt krænket , ved den bibelske slanges værk egnet til sin onde rolle at nedbryde asymmetrier med henblik på ødelæggelse .
der er nætter hvor han smykker sig med gnister fra et mødetræ knuse skyerne af inkonsekvens med fuldkommen forståelses sværd og optræde på kanten af universel intelligens vidunderens rigelige høst .
De plus, ils sont passéssans omettre les vraies valeurs.Ils ont cherché, ils ont trouvéla semence du semblable.N'ayez crainte du récit en sa simplicité,soyez de mèche avec l'indicible.En face du trésorils se hâtent et lui crient leurs attentes.La trame se déferaitsans préparation, uden omvendelse.Au repas, des chants nouveauxle monde nous appartenant.Une longue histoire d'allianceentre le fonds et la forme.Les superstitions n'ont guère de substancesans le dégoût de la connaissanceLe deuil, sorg, l'oubliun champ dévasté par l'inondation.Dire faussement du mal de l'autrepuis s'en aller à reculons.C'est simple, c'est clair, c'est concret,les vrais pâturages de ton cœur.Les coulures de goudronsont les pleurs des tempêtes passées.Ma main, d'un reflux acidejamais ne jugera.En conséquencetoute réminiscence est oeuvre destructrice.Les sacs de cendres se sont ouvertsà bon port.Ta voix s'est fait entendrevoix miroir de mon visage.Ta voix planait sur les eaux,un don à recueillir.Ta voix,porte-greffe de la plante fragile.Ma voix, mon ange,derrière les friselis de ton rire.Si la mort creuse le champ de la désolationelle ouvre en même temps celui de la communion .Communion des âmesaimantes et aimantantes.186
Foucaults pendul på de troendes hoveder kronet med laurbær og bære cistussen.
ikebana storm lys for enden af smedejernsstænger raslen af forsamlingen krystallinske sange hav møder bølgernes strøm frastøder støvet bevilger sig selv en sidste indvejning gravsjæle under de fastspændte billedskinner i disse tider af romantik med myriader af insekter opstå fra glemslens kister ved Young Body Olympics at vide, hvordan man gør deres fleksibilitet til søgende af hemmeligheder .
min evige sjæl så klar allerede fra oprindelsens kilde .
Med små vingeslag nogle gange hviler på en gaffelhale mundkurven var enige. Camped på deres hove den tunge krop de pustede deres bryster ud. Snavset af slim udskiftet deres mund mættes dybe grin. Vingerne rørte i lyset for lidt forbigående forvirring blæser støvet af engle væk. Larven og tyrekalven troede på livet deres tilsyneladende duftende oser. Blodskudte øjne fnisede af grådighed poter og hove rasler en bourrée. " kom dyr og hvisker mig i øret at tiden er kommet. Hvad forlænger disse konflikter til deltagernes verden ville gøre det muligt at underskrive fraværet af oprindelse. End fra et chipspring til et andet chipspring videns fremkomst ville plette patenen med blod. " Var det ikke en dans på liv og død ville være i stigning vi de kommende melodistjerner.
Da du ikke længere volder mig sorg, og det minde, jeg har om dig, opløses i den prøvelse, jeg gennemgår, ville jeg være taknemmelig, hvis du ville genkende mine nye dispositioner transskriberet på denne væg, der befordrer lindring af mine sår..
Den løftede finger mod håbets hindbærbæger er
delikatesse foran. Jeg avancerede, og dette løb førte mig til
uvidenhedsperiode for nu, lænder omspændt med styrke, granske
med mine jævnaldrende, som universets race, jordens stilhed
der skælver.
Gennem de katastrofer, der forårsagede så meget tørke og oversvømmelser
Jeg kom igennem de ødelagte skove, hvor jeg uden at besvime
indskriver grønheden på min vej i regi af medfølelsens flamme
kronet med fordybelsens tusinde lys.
Fra nu af vil jeg ikke længere rive fagforeningens slør, der
binde sig til hans regeringstid ; og tidligt op, ville jeg sprede blomster og
poesi lidelsens gabende sår til at imødekomme denne invitation af
bryde igennem det almindelige livs rammer og opdage bag det hellige ikon af
opmærksomheden bliver uendelig visdom den ømme kærlighed så sprød af dit navn
stråler under opstandelsens hvidlæbede bid.
Der er kopper med små hvide prikker på en baggrund af blod, som
generøsitet ikke kan nå. Også at stå op og møre daggry før solen
af Din storhed kan kun støtte denne ufleksible indsats for at blive født hinsides vores
tankeløse aktiviteter, der dagligt presser os til at benægte vores sande
natur og gå glip af målet.
Antændt af ekstrem kraft kom jeg ind på gangen på vores
møde. Grunden var gået i hast med at erstatte
stønner af den ekstreme svaghed af manden i en skin tunika ved råbet af
tilintetgørelsens grillede kød. At være, Jeg vidste, hvordan jeg skulle folde mine vinger for at komme ind
bryde ind i det allerhelligste, store konsulære rum viet til
den fortabte søns tilbagevenden.
Jeg ved ikke, om bygningen ikke vil blive rystet, og om vi kan
hold vores tårer tilbage under den sidste session med smagen af evigt liv, når vi er på
aften vil vi endelig kærtegne mise en abymes blide hånd, at
der ømt men bestemt, og fra al evighed, vil kalde os til
fuldføre vores arbejde.
Når jeg er fri, kan jeg give samtykke til den mystiske kontakt
med væsener i hvide tunikaer, der kommer fra den larmende mængde, at glæden
kommunikation får en til at juble over udsigten til at give det dyrebare
vort hjertes begunstigelser endelig forankret til sjælens ophøjelse til rummets tomhed
uendelig.
Græd ikke. Løft dit blik til det høje løv. Være
i ledtog med vejret. Ignorer ikke det land, du kom fra. Lukket
døren efter mig. Bliv ved med at gå. Kiggede. Det kan være dig
mød den Anden for at videregive stafetten til ved en korsvej ved et tilfælde
i de sorgløses smil.
