Tid udgør ikke nogen ordre ; hvad er intuition hvem hun er blind for tiden .
Tid er kun fortid og evighed . Det er umuligt at tænke på tiden, at gribe tiden . Forestillingen om’ “nutid” er en oxymoron
Tid ? Dette lodret karm mellem de to dele af vinduet ; en front, -en efter, en tæt på, en venstrefølelse / ret, en topartition, et andet sted ? Tanken øver sig i at definere den … og tiden glider gennem fingrene på os .
Det gør tiden del eller link ; det tillader en falsk dialog mellem to illusioner, det fylder en skræmmende intethed, det tillader smalltalk uden det efter nævnes, det fordrejer livet, han ringer til os “vie” dette som ikke havde tid til at være, af mangel på liv, ved manglende accept af vores endelighed .
Symbolet, hans, er en legemliggørelse af virkeligheden, af, hvad der gør koblingen mellem faget og objektet .
Der er noget ting hinsides subjekt og objekt ; der er mødets resonans, for sent .
Hvad er der modstridende, naiv, af lemlæstelse mellem subjekt og objekt i relation utvetydigt, overstiger taleevnen . Det løfter og opmuntrer til bevægelse og handling, som giver dig mulighed for at flytte til et andet niveau af virkeligheden .
Er det nødvendigt at ændre sin positionering ved konstant at stille spørgsmålstegn ved “måden hvorpå Jeg er” sammenlignet med verden . Et si celà ne se peut, s’il y a répétition des mêmes choses : c’est manquer la cible .
De passer d’un niveau de réalité à un autre niveau de réalité ne peut se produire que lors d’un certain état de disponibilité, quand quelque chose nous pénètre secrètement, lors d’une claire observation sans parti pris, d’une méditation, d’un lâcher prise …
C’est alors qu’un temps nouveau est, l’instantané, le temps qui naît, un temps là, dans la fulgurance de son émergence, un temps d’hier et d’aujourd’hui, un temps hors temps, la plénitude de l’instant, comme si l’éternité se trouvait là, à ce moment, un temps fait d’ailleurs et d’ici, le temps de la rencontre, et qui est bien plus que la somme de ce qui nous convoque et de ce que nous sommes, un temps en élévation qui promeut un autre niveau de conscience, un temps où aller, un temps déjà là, le temps qui n’est pas constitutif, le temps qui néanmoins nous embrase, l’âme alors exhaussée c’est-à-dire animée par le double mouvement de l’accueil et du don de soi rassemblés dans l’embrasement de soi .
191
