Født igen og igen   
 i den lange korridor af fortabte tanker   
 Jeg forlader tilfældigvis tråden   
 og luk min kniv   
 når skiven er skåret.  
  
 Så er den grusomme skæbne tilbage   
 at dække det med ømme ting   
 at tvinge ham til at forsvinde under smørret   
 for at forstørre det med noget marmelade   
 eller ride med et stykke ost.  
    
 Jeg bemærker, at natten er kommet   
 ånden pludselig fri   
 dykke ned i drømmen   
 spor af unævnelige hemmeligheder   
 O frådseri fuldt ud påtaget.     
 

  492