Skær til hovedet
hendes store øjne af brændende væge
fremtrædende af terminalpilene
hun kastede sig over livet
i disse højland, som vinden former
af hans uldne vanter.
506
Kategoriarkiv: År 2019
krøllet papirmusik
Musique de papier froissé
sur l'étang ridé
entre l'archange et le murex
purpurine strangulation
aux cloches du dimanche
sans admonestation
les pissenlits plein le sac
en allant contre la berge
elle roulait sa pierre.
Un oiseau passa
échancrant d'un sourire
le sourcil des nuages.
507
au bistrot de brion
Au bistrot de Brion
il n'y a plus de mégots
juste des bouquins
et des mets aux herbes du Cézallier.
La pièce est sombre
l'agencement de bric et de broc
laisse entrer la lumière
par les fenêtres basses.
Dehors
entre l'ortie et la berce
la table à pédale
reçoit la liqueur.
508
maj-rosen
Hun gled
af lys omgivet
mellem sten og metal
ru vindue.
Hjem crack
sluttede sig til tanke
la rose afsky
sceneudgang.
Hun trådte ind
af universet
i bilaget
med en blød berøring.
Hun er et træk ved åndedrættet
udvidelse
tårefri
på flammens feminine.
Gennemsigtig
sovende dåe
hun klækker
hun disponerer.
505
sovende Messalina
sovende Messalina
inden for symfonierne
efeumusen pyntet med make-up
udstråler kedsomhedens grå ansigt.
Til lyden af bækkener og olifanter
rytteren fra Trencavel
lyse op med et brændende sværd
flokken, der fortærer ham.
Her ingen lanterne
punkt af carabistouilles
efter lidenskab
bare et eller andet indledende orakel.
Bliv den lille mand
udsat for hård hud
elsket af guderne
med enorm ømhed
bestemt til at flyve.
Lille mand
lille kvinde
dreje uret
dingler deres sandheder
social og planetarisk
i skyggen af et eksilliv.
I dette uløselige net
blå mærker kommer til termin
intet at sige
bortset fra stilheden.
( Keramik af Martine Cuenat )
504
i udkanten af skoven
I udkanten af skoven
livet
det hjælpende liv
livet som et tilbud
livet fyldt med venskaber
det liv, der væver sig, og at intet stopper
En firkant af grønt
hvor man skal træde
sådan en skrøbelig fordybning
end selve udseendet
tegne fremtidens kurver
En vandpyt
At have gået
foran
hen mod natten
udløse håbet
af hans bekvemmelighed
Der er en fure af lys tilbage
hvor et hul
kor
uden at gå tilbage
uden stridigheder
et ømhedshorn i hjertet.
503
(skulptur af Martine Cuenat)
Larmes de pluie en godille
Hunden løb sur le chemin des bergères entre les fougères accoutumées. Navré de devoir frapper sådan en smuk mand ved halspulsåren. mor foran var flyttet væk en simulation d'être pressée de rentrer. Regnen svie og prikkede ansigtet une brume nous recouvrait. Tidevandet var stigende vi kunne høre brændingen frapper les dalles de granite. Molen var øde en sømand i sin lille båd skullede fast du vil se en afgift ancré entre les jetées du port. ( maleri af GJCG ) 502
i forlængelse af dagen
Au prolongement du jour
quand la nuit se fait profonde
où le navigateur tremble
devant les dangers qui l'assaillent
il y a cette lumière
cet oiseau qui annonce la terre
et le soleil
quand la connaissance est naissance
que le jour est amour
se gonflent les montgolfières
en ascension gracieuse
chalumeaux bruyants
faisant fuir les oiseaux
comme manne au désert
quand la faim nous tenaille.
Mesure-t-on les pas à faire
affaire de temps
affaire de regard
portés en juste place
jusqu'au soir ?
501
(peinture de Manon Vichy)
Låse åbne
Leve lærredet dækket med farver i begge dimensioner fra den ene til den anden børsterne flytter luften coulures aux lanières gouleyantes skiltene klækker så snart de er vendt tilbage til deres oprindelse. Låse åbne følelsernes stigning unikke bølgefakta når buen ransager vand og kyst mellem rækker af platantræer au vent sifflant sur les bourgeons à venir. 500
Le détachement du poète
Le poète ne se relit pas Il écrit Il ne revient jamais sur ses pas Il s'éprend de l'agitation des foules. Il a compris à la fois tout et rien. Le grand détachement. L'expression poétique est peu réfléchie Mais elle réfléchit le monde. L'extérieur est un puits de mots De maux m - -en - u - x À la source des mots. Le poète ne sauve pas l'humanité Il essaye de se sauver Hans En ses contorsions existentielles Qui le font s'ouvrir. Le poète est un gyrobroyeur Il est le metteur en mots Des existences autres Présentes ou passées. Il est le vers et le fruit Et le bruit Et le verre et l'eau. 499