æggeskaller mere eller mindre fleksibel lad tidevandet falde dør til dør stirrende øjne . I poolen af farver mirliton af ting sagt græsser med en gaffel den indeholdte orden af åndens brud . Det er aftener lysere end andre hvor barnet håber gå ikke igennem det igen . Åndedrættet fra gamle dyr , disse prækambriske marine krybdyr , da hjerner var lette fjer , længe før mænd var det , men den sol og måne samledes for nogle benchmarks deponeret før slutningen af historien . 212
Og sådan er det , fordi det ikke var nemt at glemme kludene af barnet bygget i lydighed og formateret voksen tilkaldt til at bøje kraven før den sociale knowhows åg . Du levede du har rejst verden rundt du har oplevet smerte og mutedet er uden altid at være født til dig selv . Mimik, der fik dig til at overleve er blot et gemmested står over for den ultimative prøve , er kun en cache før drevet for at forevige arten , er bare en indpakning ved at tvinge følelser til at evakuere ulykkelighed , er bare en maske for ikke at kunne indånde duften af en ny tidsalder er kun en fingervask for ikke at kunne manipulere viden , er bare en tur for dine ønsker om uopfyldte rum , er blot en fup for at træffe valg uden yderligere at understøtte det kreative paradoks pålagt march daggry mod transdisciplinaritet . Du er frosset du er fossiliseret og ørkenvinden sigte gennem sine partikler fjerner kødelige beskyttelser vibrerende skelet levere til tomrummet den første sang af oprindelse . Der er tørrede lig med mystisk grafik som eventyreren møder og knaser på rejsedagbogen , små blækpletter skarpe og hvide træk mellem sporene fra et andet tidspunkt af en anden bevidsthed . Det er parenteser iscenesættelse de rodomontades værgemål hvor man ikke længere skal høre til bekvemmelighedsobjekt når der er så meget at lave vi kongerigets undersåtter i erobringen af vores menneskelighed . Bare en gestus bare en sang til at omfavne universet for tegn på liv foren vand og ild under ensomhedens bue . At være i gnist af væren spændingen ved bid uden at sindet slapper af , være hors du kaos vidunderet os rødhårede myrer leveret i hasten med vore daglige gøremål , at være fuldstændig ansvarlig . Så før hoven rejser ikke støvet af en hvid sti at vide, hvordan man sætter en stopper for illusioner , være legesyg flygtige minder helt rigtigt , være forpustet forpustet og kom venter på os lyset af tidernes dyb til udfældningen af kendte ting hjemløs kigger op antaget vertikalitet smilet på læberne glædeligt med fuld accept disse ting disse skår disse tåger som ingen sjusket enchanter kan opdage . Hvil ved havet for at kærtegne kysten under en trolling himmel , at overveje endnu en gang vores chance for at være mysterium så det er , at gøre at fortryde langs den grønne sti spolen af træ , takkede snoet elastik stykke tør sæbe afsvovlet tændstik , frem på det usammenhængende gulv forladte syerskestifter ved hjørnet af et vulkansk smil . hvad er der , dette uventede , på en meget intens måde , det er livet før døden , vores den der bærer mig , imprægnerer mig og besjæler mig . Det her liv der , evighed . 211
Op ad væggen
Hot skifer billedskinne
Blød Eyed Face Glow
med hvidt skæg
at stemmen får til at vibrere .
Livsskala
det første krybdyrs fald
at vinden blæser væk fra stien
at piratkopiere bugs .
tågehorn
under udyrets åndedræt
går op i dalen .
Stemplet fordybning
Avogadros nummer
hvis åbne jakke afslører
hjertet omgivet af myrra .
Jævn flyvning
engle ovenfor
kastanje og steneg
søjler i mit hus .
Vertikaliseret tænkning
ud af den impulsive bølge
grove dufte
fingeraftryk udvekslet .
bare dig selv
i hvem den anden
skåne traditionen .
Sagacity
med fare for at være
netop denne vending
à l'orée du jour commençant .
210
Pleine Lune s'est levée à l'ouest
Demain matin ,
petit déjeuner entre amis
et tartine de rêves
Puis les enfants passeront
Dans le transat face à la girouette j'ai mangé deux pêches plates ,
la seconde plus mûre que la première
À l'est rien de nouveau .
209
Alle disse
der kommer frem
kommer ud af skoven
på kanten af tingene sagt .
À celles et ceux
plaget af usammenhængende tanker
fragmenterne af en fortid
som vi ikke kan glemme .
Til dem
som ved ærmeeffekt
vise sig ved vinduerne
forfølger mængden af navnløse .
Det skete for mig
samler min bagage
lige før afgang
at immobilisere tid .
Det skete for mig
under skyggen af et træ
kastet af månen
at frygte nyhedernes kulde .
Jeg kunne blæse ind i konkylien
og holder ikke længere mine ønsker tilbage
forenes med en hæl
stemningen på de blomsterrige enge .
Så kom tilbage
over for dem
sædvanlige eventyr
slutte sig til mængden
top hjerter
stregkode tanker
af den daglige rejse .
208
Amour
hemmelighed
Union
se souvenir
cœur blessé
rires
croissant de lune
soleil et lune
at forlade
en aventure
brûlure
la séparation mûrit l'âme
voyage
mon cœur est fou de toi
au miroir de ta main
rose épine
ronces
ne dis rien
je te cherche d'espace en espace .
207
Comme le disait Hérodote au deuxième siècle avant notre ère : ” … En vérité, aux tout premiers temps, naquit Chaos, l’Abîme-Béant, et ensuite Gaïa, la Terre, … et Eros “.
La Mystique est fille du Chaos .
Le Désordre, c’est le refus de l’illusion et de l’apparence, et c’est là qu’éclate la différence entre le mystique et le profane .
Il faut être fort pour refuser le confort de l’illusion et remiser le “mig” dans les oubliettes du dérisoire . Il faut être fort pour persévérer en solitude et en silence, dans le labyrinthe obscur des années des années qui passent, porté par la seule confiance en soi .
Mais quelle est la motivation de celui ou celle qui renonce à la facilité des apparences ? Han er, ou elle est, habité par une soif d’absolu .
Mais d’où lui vient cette soif “mystique” ? D’où vient cet élément, cet évènement, d’où germera cette incroyable et improbable démarche surgissant du fond du fond de soi-même ?
On parlera de “prédestination”, d’ “insight”, fra “grâce”, fra “hasard”, d’ “occasion”, fra “rencontre”, fra “déclencheur” du fait d’une situation extrême, exceptionnelle ou traumatisante . Mais cela ne suffit pas car si la graine semée par une main extérieure est nécessaire, il faut aussi un terreau fertile pour recueillir la graine à l’intérieur de soi .
Seront-ce des hommes et des femmes porteurs de ce trésor, porteurs de ces prédispositions, de ces dons, de ces hasards et de ces éducations qui seront favorisés ? La question reste posée et le restera . Il n’y a pas de réponse toute faite, car il n’y aura pas de réponse pour qui ne se pose pas la question . Cela commence par l’art du questionnement, ou plutôt par l’art de l’étonnement, et même de l’émerveillement, car qui ne s’étonne de rien ne saura questionner quoi que ce soit .
Y aurait-il des moments favorables à cette rencontre ? L’histoire, l’anthropologie, la sociologie, la psychologie, la psychanalyse nous donnent des pistes ; ce sont durant les périodes les plus troublées, les plus chaotiques, les plus incertaines, que la Mystique connaît ses meilleurs moments .
Mais ce processus d’éclosion de la Mystique ne dure qu’un laps de temps . Passé le temps du désordre, passé ce temps de l’ignorance ; il se peut que nous allions vers une certaine “inconnaissance”, c’est-à-dire vers une autre ignorance où deux étapes nous attendent, à la fois disjointes et complémentaires : la prise en compte de l’origine des choses émergeant de l’illusion – à prendre sans mépris – , et l’atteinte d’un autre niveau de conscience, de lâcher prise, de transdisciplinarité, de maturité, d’ouverture hors normes établies .
Certains, benoîtement, suivront les conseils de la bienséance environnementale, tandis que d’autres, assidûment, emprunteront le sentier abrupt, se livrant totalement et sans procédés spéciaux à cette “folle” quête, afin deregarder etse .
Alors il y aura juste à se laisser conduire jusqu’au Mystère au-delà de tout nom en refusant d’y associer la formule affirmative de cet Ultime , en refusant d’y associer la clé ultime de toute problématique .
Ainsi allons-nous, de connaissances en sentiments vrais, vers ce que nous sommes . Nous, bien petites choses dans un monde si grand, mais aussi figures hologrammiques de ce grand Tout . Nous , det“Responsables”, det “Mendiants”, det “accroches Cœur” de la réponse fondamentale .
206
L'instant présent , le présent est une offrande, un présent .
Apprendre à oser et à savoir recevoir .
Voir sans plus regarder .
Entendre sans plus écouter .
Sentir sans plus renifler .
Goûter sans plus ruminer .
Ressentir sans plus toucher .
Comprendre sans plus réfléchir .
Connaître sans plus savoir .
Manier la pelle sans épuiser la mer .
Vivre totalement le présent .
Vivre totalement dans le présent .
Il ne s'agit pas d'insouciance .
Il ne s'agit pas non plus de prévoir l'avenir .
Il ne s'agit pas d'accumuler des protections contre toutes ces peurs qu'on invente .
Il s'agit de développer dans chaque présent des forces et des ressources
qui permettront de faire face à ce qui adviendra .
Il s'agit d'enrichir le présent .
Il s'agit de laisser surgir la confiance ,
Il s'agit de contempler la fleur sans la cueillir .
Il s'agit d'entrer en résonance avec ce dont on se méfie .
La résonance exige la paix .
Et plus encore la paix du cœur et de l'âme .
Toute résonance est impossible sans le tumulte intérieur .
Commencer par rendre le mental disponible pour le réel ,
et bannir la question : " Que puis-je prendre ? "
pour la remplacer par : " Que m'ait-il offert ? "
205
Råbe :
"Gå i krigen med gangen" på "Champagne" ,
denne hund, som ingen havde opdraget
at slå køerne
hvor de skulle græsse .
Det regnede .
Immobil ,
siddende på en flad sten ,
pakket ind i gummikappen ,
med hver dråbe regn, der rammer hætten ,
svarede med fine dryp vand .
Jeg følte mysteriet ved at være til " var " ;
hvad jeg senere skal nævne
" tidens hjerte " .
I det tagløse shelter ,
prydet med store blågrå sten ,
Jeg var vinden ,
som i sprængninger ,
kløede mit ansigt .
Jeg åbnede og lukkede mine øjne ;
at opdage det fulde og det løse
midt på min krop .
Jeg slikkede det våde om mine læber .
Beskyttede hænder ,
Jeg var alt omkring mig ,
uden at jeg rører ved det .
Jeg vidste, at bedstefar ville komme og hente mig
at bringe køerne ind .
Og alligevel havde jeg ikke forventet det .
Jeg kiggede væk .
Jeg havde ikke tid .
Jeg lærte ikke at ønske, at dette skulle ske .
Og bedstefar dukker op !
Det var godt .
204
sidste sten , barndommens sommerfugle , asketræets bladløse grene vil ikke længere løfte støvet fra stien . La coccinelle sera libérée de la boîte aux ampoules til spidst græs tage flugten , dens sorte vinger under det sortplettede røde kitin rasler mod min kind . For enden af pinden , lever la bouse sèche og opdage orme og insekter i deres nedbrydningsarbejde med for konge , le coléoptère noir . returnere stenen , er at se den mørke indhegning pres indefra , er at mødes i ensomhed med hjertets øje . han er sten , på græsningen , poseret over tid . Det er min frihed at placere dem, hvor jeg vil , mest juste sur le passage des cavaliers. 203