Jeg havde ladet mine forældre klare vejen
Jeg steg ud af bilen
at strække mine ben.
 
Bjergene var tæt på og meget høje
i bunden af ​​dalen blev jeg knust.
 
De er gået
og så dem aldrig igen.
 
Sen forårs sne
kæmpede over skrænten
med store forstærkninger af vandløb
at stedets indhegning larmede.
 
Sten og kampesten prægede blikket
som så mange kroge
læse stederne.
 
Jeg nærmede mig broen
som strakte sig over en rasende torrent.
 
I bunken af ​​broen
der var et hul
hvor kom et reb fra.
 
jeg trak.
 
Småsten kom,
små fragmenter
som bare bad om at gå ud.

Jeg forlod rebet
som strømmede tilbage indad.
 
Jeg trak i rebet
og nye småsten kom ud.
 
Efter flere kommer og går
af dette rydningsarbejde
hæse bondestemmer
gjorde sig hørt.
 
Jeg stoppede min handling 
at fortsætte i fantasien.
 
Der var et pas
en skat
en kassette
en læderpung
guldklumper.
 
Tiden er gået.
 
Jeg befandt mig i landsbyen nær broen
lave tørre stenhuse rundt omkring
gift med børn
og min opgave som bondeavler
tog al min tid.
 
Bjergene altid høje
blive bekendt
indrammede årstiderne
det stenede spor havde givet efter
til en smal asfalteret vej.
 
Hullet var der stadig
ét liv var ikke nok til at kaste lys over mysteriet
det var mig, der havde den hæse stemme
de hvide hår
den vaklende gang.
 
 
583