Hun glider   
 af hans åbne øjne   
 kærtegnede bakkerne og dalene.   

 Hun vaskede sig   
 af hendes river kontinenterne   
 at flyde over havene.   

 Hun gik på skårene af tiden   
 pludseligt sammenbrud   
 fra sort hul til sort hul.   

 Hun rystede skyerne og tidevandet   
 ved de fire kardinalpunkter   
 af den hellige pagt.   
 
 Hun kærtegner stjernerne   
 i solvinden af ​​et overskud af lys   
 uden at skyggen trænger ind i den.   

 Hun får besøg af lig   
 gassten og vind   
 at dø og blive genfødt.   

 Hun forfrisker sig med et gram tilfældigheder   
 den første årsags impulser   
 selve menneskets essens.   

 Hun er det kloge anker   
 af det eksisterende og det overnaturlige   
 dans og passage af en fornuftig stilhed.  
 
 Hun er bolde og snurrer   
 formørker sig selv   
 vej til den mystiske ende.  
 
 Intet øre hører det   
 draperi med lysende gennembrudt   
 indlejret i hans offer.   

 Land åh mit land   
 moder jord er smuk   
 land åh mit land.   


 390