Dans l'instant
je rougis de ta venue
et ne puis toucher ta main
de mon souffle
en épanouissement
de la riante promesse
de pouvoir te faire renaître.
Il y eut cet accroc
des hommages répétés
à la porte des temples
alors que je quémandais
les caresses naissantes
d'un soleil virginal
arrosé de rosé.
À même l'argile prégnante
je rompis le cercle des sphaignes
pour d'un arc murmuré
écarter les lèvres aimées
de cette mort entretenue
baignant la mélancolique nuit
d'étranges chevelures.
Kan ikke andet
puste hans næsebor ud
og tag duernes vinger
få hjertet til at banke
stolte af at vedligeholde
erindringen om blomster
med et blidt kys.
1105
En, helvedes sletter
at ungdommen afskyr
åbne op foran
Maven
at se bedre på mig.
Septembre au sceptre doré
annonce fermeture de la maison
quand passe soleil au firmament
de la journée
ma belle boulangère.
var skjulte
skyggetilsynekomster
intet forhindrer dig i at være eftergivende
af sangene ved roserne
O lysets frugt.
Så snart elsket
når daggry skinner
Det lagde jeg mærke til i hans sind
ligge på tværs
hans frøede krop.
Roulez à cœur perdu
par les sentes ombrées
nos âmes empenaillées
qui devant l'âtre
soufflent la romance.
Med begge hænder
kinder i brand
de erobrede det ufuldkomne ord
at drikke sig fuld, à se défier
avant d'éclore le lendemain.
Punkt af krøllet papir
ved overflødighedshornet
gennem de hemmelige kamre
blæste en luftcirkel
embryo af sindets dryp.
Ployons la baguette du sourcier
par dessus la rime gonflée
stance odorante des rires infernaux
saisie sans linceul
la joie fuyant la peine.
Du pic épeiche de la forêt
perché sans arrogance
le menhir arguait l'accomplissement
de tant d'années à soulever encore
au passage des korrigans.
1104
Écrire n'est pas d'éradiquer
d'une plume grasse
la virginité de la page.
Stien er til denne pris.
Se på lur
tidens gang
forårsager en ophobning af fornuft
og gravet lig.
Det ser også ud til
mere her
at stå der
hængt på håndtaget på gelænderet.
alt er rent.
mellem hans læber
stiger raslen fra det udmattede dyr.
" Fortæl dig selv, at vi slår dig ihjel ".
Se tenir à l'écart
en contrebas de l'octroi
rend la chose facile
telle tâche de sang du temps des cerises.
Lad os forblive i stilhed
ved gaflen.
Lad os opdage den hemmelige skærm
ugyldiggørelser.
At løfte vasistaerne
på solnedgangssiden
udsætte for at synliggøre
stien ved åbningsstedet.
Den efterladte sjæl
forsinker opførelsen af bolværket
foran den meningsløse skrift.
Lav dit arbejde
barn af den omvendte sol
hvis vage silhuet
begrave årsagen.
1103
Ecrire c'est aller
là où s'arrête le visible.
Ecrire
c'est valise faites
ne plus savoir où l'on va.
C'est être
devant le grand mur aux pierres sèches
repère des vipères
et des trésors mêlés.
C'est arriver au port
après avoir erré
de rivage en rivage
en distraction des tempêtes
et autres suffisances.
C'est ne pas y être
quant on vous attend
le doigt sur la couture
en érection lente
hors les traces du reflux.
C'est vivre
avec légèreté
en se penchant sur son cœur.
Si faible sois tu
tu pourvoiras
à ton besoin d'élévation,
dette rum
hvor man kan trække vejret store vandreture
i sindets sol.
At skrive
det skal ikke være der mere.
At skrive
det skal være en prop
på forargelsernes hav
at mærke med alle sine fingre
skraldets sprækker
advarselsskilte
sjælens glathed.
At skrive
det er også,
kun,
at krydse tærsklen til sit hus
for ingenting.
At skrive
er at søge det, vi allerede har fundet,
simpel landsbyidiot
på jagt efter lysfotoner.
1102
er overrasket over ingenting
digtets fibriller
når høsttiden kommer.
Ved lyset fra de grå lamper
han er moderigtig
at skære dem af.
ømme blade
i opfyldelse af en omvej af sjælen
perspektiv virker.
undskyld at komme for sent
bølgerne skrider frem
i små slurk af fornøjelse.
Minimum hul
uden at hjertet vakler
klipperne græder.
Kun at høre havet
hænderne kroger tøjet
som sømmen.
fornuftens rødhårede
hun tillod den vittige kvinde
til at fungere permanent.
slanke fingre
dele vægten
med en gestus af gal kærlighed.
Fleurs og vand
vi er på toppen af forbjerget
en flok gråspurve.
1101
Dagenjeg skriver
jeg deltager
jeg foregriber.
Le soir je lis
Manière de voir en lettres bleues
L'histoire des origines.
Og forlader jeg rehash
Jeg åbner Gehenna
Tidligere fakta.
I tidens krat
Indtrykkene støder
Frankiske udyr med helligt aftryk.
I en chiaroscuro sfumato
Står menhiren
Om hvad der ville være sandt.
Inden for hørevidde
Selvkontrol
Dæk smerten.
Vinden nu
Kan ikke få kirsebærtræet til at ryste
Uden at minderne kommer.
børn og forældre
knække pisken
konti at afvikle.
Déjà vu
Allerede hørt
Og det er allerede i morgen.
Der er ikke mere andre steder
Ved skønhedens bøjler
Hæng bløde tanker.
Bladene kan falde
Hvert år hører jeg dem ikke mere
Fra mit hus med flere indgange.
De overdækkede gangbroer
dække de døde
For mere taknemmelighed.
blive her og der
Afvisning af forståelse
I strid med konventionen.
fratage sig selv
Form fremtiden
Mod det, der bliver.
Langt fra lister og andet udfoldet
Jeg fulgte den hvide fane
Fornuftens grene.
De chemin
Point
Juste les formes de l'illusion.
Arranger
Uden at stille op
Visions tilbud.
Gennem bruddet
Jeg så rygning
Den første brand.
Skæbnens små hænder
Til morgenens bløde hud
Jeg foreslår, at ånden kommer.
Hvis jeg halter lidt
Det er af frygt og undren
At knuse almindelige sætninger.
Så frataget alt
Vi kan være velvillige
Hvor vi skal hen.
1100
På kanten
I vandkanten
Skyerne er ved at optrevle
Til langt ud på natten.
Havet stiger
Medbringer alger og plastik
På stranden med larmende børn
Lad forældrene irettesætte.
Fruits de mer et crêpes sarrasines
En fond des luette
Signent d'un cidre brut
Le bulletin de bonne conduite.
Kombinerer enebær og æble
Adam og Eva
Saml festklumperne
Under guinguettens guirland.
Sammen
I skæring af bjergaske
Solen går ned
Med sine røde og gule fingre prydet.
Går op ad flodmundingen
Scaler med blå østers
På sin søndagspagaj
Vift med dine bønneflag.
Et tog passerer
På Nordbroen Der gives en bold
Til minde om stædige børn.
1099
Plaisamment tendres
À l'heure de la feuillée
Les branches du frêne tombèrent
Autour de l'arbre franc
Tronc d'amour
Pour des alouettes dérivantes
Sur la planèze des souvenirs
En raclant au passage
Le fond des narses
Que les géraniums en reconduction
Fleurissent à foison.
Que naissent et meurent
Traces dorées sur les stèles
Ces Êtres par le sang donné
Au clair de lune
Écartant d'un trait de lumière
Les ombres de la douleur
Aux doigts graciles
De la femme aimée
Descendue des hautes terres
Parée de silence
Par ces temps de déraison.
Cinq demoiselles m'avaient tendu la main
Pour le prix d'un ex-voto
De seconde jeunesse
Loin des listes préparées
À la porosité précieuse
Ouvrant par le devant
Le ventre des enchantements
Alouette belle comète
À remercier mille fois
Loin des siens
Aurore en fête.
1098
Filent grand train
Les commensaux de la génuflexion
À l'ombre des hêtres bruissants.
Accaparent l'innocence
Serres ourdies par la canicule
Les aigles moqueurs.
À ne plus savoir compter jusqu'à trois
Il entreprit de guerre lasse
La marche vers la falaise.
Dans sa chambre
Il n'avait plus à qui parler
Depuis l'hémorragie du silence.
Le regard surjoué
La fin du week-end
Annonce tempête pour le lendemain.
Ah oui
Recommencerai-tu
Ma Douce à me tenir la main.
Filet d'argent
Des peupliers au vent vibrant
Craignent la nuit.
Sur le dé à coudre de mère-grand
Passe en menu équipage
Les pages d'esprit de la Vulgate.
Qu'avez-vous fait
Monsieur le Père
De cette engeance au vent venant.
À trop étreindre le dispositif
La parole poétique
Évite le secret des Lumières.
Telles ailes du désir
Autant se mettre à genoux
Devant toute prédiction.
Tout ce qui est rare est cher
Disait la lampe d'Aladdin
Dans sa dimension utopique du libéralisme.
Sorti des chaînes de l'oubli
Il promulgua la chose
Par usage participatif de la parole.
Déchiré, éparpillé, balafré
Il présenta sa bougie
En abandon total de son dénuement.
Quelques feuilles mortes
Disposées éparses
À perte de vue.
Le paradis.
1097
Plume blanche
Enrôlée de force
Elle voletait
Évoquant blés et bleuets
De la mère patrie.
Vibrant au vent léger
D'un verbe assuré
Elle montait les marches
De la nuptialité
Pour plus de nuits d'amour.
Des vaguelettes formant chèche
À la porte des Tournelles
Encorbellées par le chant des pastourelles
Courbaient les tiges sèches de l'ombelle
Avant l'entrée dans le sanctuaire.
Tenant le petit frère par l'épaule
Elle s'épancha
Dernière fleur violette
Musardant sur la murette
Un souffle d'air pour la collecte.
1096
