I en skoæske
under det japanske æbletræ
midt i våde nedfaldne blade på brolægningen
stor kat var der.      
 
Hendes krop dunkende
lyserød hud
hårløse.      
 
Jeg bukkede
at røre med fingeren
hendes nøgne og varme krope
så lænede sig op ad hans hoved
Vi ser
han og jeg
og hendes øjne græd
og mit hjerte åbnede sig.            
 
Jeg børstede forsigtigt hendes knurhår
han drejede lidt på hovedet
blinkede til mig
et tegn
at fortælle mig, hvor han var
det gik.      
 
Tag en ny drejning
er barndommens uskyld
at komme tilbage til dig selv
og forberede sig til en ny fødsel
i den perfekte cirkel
som månen vokser og aftager
i fornyede pulseringer
i perfektion
kvikke og kløede ben
at hoppe på jorden
og grave det.      
 
 
869

Pas de bruit   
plus d'images   
ainsi font font font les petites marionnettes   
de la cave au grenier   
quand le jour devient souvenir.      
 
La pellicule d'acétate se détériore   
au passage du temps   
qu'une main a oublié   
dans le placard du passé   
entre vaisselle ébréchée et vieux papiers.      
 
Les pas ne feront plus craquer le plancher   
la montre sera retirée du poignet   
finement attachée au cou   
la croix déposée   
sans que la peau frémisse.      
 
Le chien sera silencieux   
dans le coin de cuisine   
replié sur lui-même   
à lever le museau   
quant passe la fermière.      
 
Page après page   
ils lisent mes poèmes   
à haute voix   
au lamellé-collé d'une moue de circonstance   
qu'un voile de tulle évente.      
 
Nous déplierons la carte routière   
sur la table d'orientation   
pour rentrer à la maison   
en sidste gang   
avant la nuit.      
 
 
868

Det er ikke svært
at indrømme eksistensen
af denne krystal lysekrone
blomstrer under træloftet.      
 
Det er ikke svært
at læse og skrive
en morgen præget med det hellige
gestus frigjort fra den moralske sans.      
 
Det er ikke svært
for tre træer i saften af ​​maj
at kæmpe i beboelsesrum
sindets vilde pjusk.      
 
Det er ikke svært
for at varsle præstens tilbagevenden
når man står foran fremtidens spejle
vende det uanede og det uudsigelige.      
 
hvis første skridt
ud af sommerlygen
for at kravet er på plads
til den ukendte kyst
undren ærbødighed
der debiterer styk efter styk
efterlivets emeritus-kartograf
på den magiske aften
sidste bifald.      
 
 
867

Med lægeurter
lugte og nødvendige egenskaber
fulde læs
speltløg
ved kanten af ​​stråtæktet hus
det er tærsklen, hvor man skal deponere   
en livsbanes vandring
uden at tænke over det
hvis ikke Compostela-passet
støvede fødder
taget af pilgrimme
i selskab med nætterne   
clearing
af den første besked
forbindelse mellem krop og sjæl
disse nedarvede styrker
forbi frontlinjen
fortryllende vibes
ved åndedræt og ånd
fra en situation af situation
til de hieratiske klitter
af en velkommen tomhed
med små tegn
bind for øjnene
åben kuffert
til presset af et fredstilbud
af månen i parentes
over bakkernes kærtegn.      
 
 
866

Smag til med vild hvidløg
Tournemire nøgle
knækkede skyggen af ​​underskoven.      
 
Umålelig i sit blad af ridser
byttet flossede
foran forførelsens ready-to-wear.     
 
For at vinden blæser lige
som søde sager trækker sig
hurtige rynker på visnet ansigt er påkrævet.      
 
Fold slidte negle tilbage
ved ordets spænding
beriger vores syn.      
 
Lidt at sige
i en delikat stilling
foran det usynliges brud.      
 
De klager over at udsætte
fingeren på aftrækkeren
de vaklende løfter
når revner viger for tårer
og det når man stopper
bide sig blodige i læberne og skrigende
de smider den latterlige ret
mens den nye verden til venstre rejser sig
af dets indre modstykke. 
 
 
865

Det er din stemme
som blev født som skyggen og lyset
mit barn af de dybe huler.      
 
I trance
i hulen af ​​et bassin på jorden
Jeg havde tegnet det rigtige.      
 
Vinden samlede efterårsbladene
mod forsvarsmuren
under afretningslag af kastanjetræer.      
 
Mægtige og uendeligt fjerne væsener
dechiffrerede gåden med kroppens øjne
varsler en afledning fra normaliteten.      
 
Uden fejl
fremskridtspunkt
på vej mod enhed.      
 
Balancerer på tærsklen
give slip på noget ultimativt
mellem sorg og kærlighed
på kanten af ​​bevidstheden  
Jeg kom ud i et hvirvelvind
knyttet til den dybe blå af en følelse
som det spektrale tomrum forsøgte at nå
før morgenstjernen
går ikke forud for malteserkorset.      
 
 
864

Ved kærlighedens ventiler
Jeg aktiverede ryghvirvlernes fløjte
brystværn skæv
ved mødets bøjler.      
 
hovedet i stjernerne   
på denne greie nat
stenens latter
holdt banket på en ferie.      
 
Feen piskede på kinden
mousserende kvarts
på spidsen af ​​den ru granit
af en fornyet surdej.      
 
Replika af ord
perforerede slurk honning
din sjæls skarpe nåde
var en bærer af profetier.        
 
Raslen af ​​paraplyerne
åbne op slurk yum slurp
nær vinduesdøren
Buddha vågnede
i lysets linje
et guipure pandebånd
sådan anden natur 
hele vejen rundt om hovedet
påtrængende af evig afgang.      
 
 
863