La nuit silencieuse pleine de livres tout autour ~ néanmoins je tousse. Le chat à sa place les petits enfants dorment ~ tic tac du réveil. Je baille et me gratte la peau fait chanter la lune ~ assis je contemple.
Escalatordes pesées en fenêtrese reflète l'hors tempsdes frémissements. Calque éphémèredes pensées jointesl'ordre orthogonalfragrances déployéesénumère les marchesd'accès à l'antienneclamée par les angesrefuge sanglédes anfractuosités de l'oubliles chaînes raclent la terred'outrances ad hominem.Un chantog så ingenting juste le suintdes bœufs à la tâche. 347
Amie des flux abyssaux à saute mouton de la vie en plein cœur veux-tu devenir une voix parmi les voix toi qui est bien plus que toi toi qui est métamorphose en la pulpe réticulée que la main broie pour devenir lendemain.
Passons le gué fuld og løs devenons sang et sens du cheval sanguine de la vague à l'océan en l'accroche des désirs que le vent fait actes radicelles d'une peinture vernaculaire rencontre à la touche du jour que le chercheur abjure et morigène du père au fils fille des temps sois fidèlement ardente sur le formant de la mémoire.
kanten af ord ved de underjordiske porte trætte dufte que le vent portesalvie renæssance barndomslyde kære tilstedeværelse kirsebær om foråret at bulen knækker vanter i lommer af vores fremtid i skyggen af platanerne på domkirkepladsen kuldens bid atteignant le tréfonds de l'âmeyndefuldt blandt græsserne et åndedrag på din hånd i solens nedgang som i forbifarten. 345
Ordene, der kommer til os nous font être. De er der, i munden, blæk beklædt, og pløjede tæt. Imidlertid, ligesom bien dette ønske om at være, i vindens retning, tættere på nektaren, tvinger os à pousser la charrue, ubønhørligt, jusqu'au bout du champ, bare de ord, der skete. 344
Stemme fra mellem småstenene taget tidligt en knivspids honning på majvindens ånde.
Stor kvinde tyndbenet opstillet som en asymptote mod hjertet i forening. Enkelt forestilling korte sugerør samlet på lur i hulen af de trætte bølger.
guitar arpeggios ledsaget af en mistanke udsmykkede farver mødepavillonen.
Rigelig purpuriner læber fra min ven fra skoven hæve deres stemmer blandt stemmerne. Alle sejler ud mod det dirrende af en fjeder løftet af vinden.
Hvis andetsteds og intimt ved fingerspidserne kom og dø Landet, der ligner dig under den forbrugte spasme Jean min Åndens ven mit kors mit skrig. På jorden i støvet stjernen reflekterer den mystiske sang på flugt på tværs af verdener. François min ven af hoodlums min vej min befrielse.
Stilhed af planter ~ på den hvide blå sidelinje af et tog at vinden blæser.
*
Sidder fast på en bakke husenes domino ~ djævelen bugs.
*
Gå forbi den sorte fugl i duften af skyerne ~ portiko øverst.
*
Skattens rede en réserve rectangulaire~ kilde til trods.
*
Bras serpentiforme ~ snap foråret tårer tom for ord.
*
Skalerede hænder på altanens spændvidde ~ dagen udfolder sig.
*
Min sjæl regerer grav livet og fortæl mig det ~ rolig og blid skrivning.
*
passere venstre højre morgenbiler ~ boarding til Kythera.
*
På den grønne kyst en gul lastbil klatrer ~ clameur soudaine.
*
Afisolering af tegltaget ~ fil den fra andetsteds la courte paille.
*
Zink i bunden snavset mursten pejs ~ planlægning.
*
Fra notesbog til bog la gomme sèche et dérive~ kold montage.
*
Den andens afvisning er selvhad ~ sammen kan det være. 341
Visage visage au touché de nos cœurs à portée du frêne sans geste ni parole regard élevé sommes de veille sur les photos graves et tristes à se jeter du haut de l'arbre colibri des incendies passacaille des brumes laissant paraître les veinules d'une main à décrypter le soir à la bougie les papiers d'identité jaunis at vinden spreder sig devant nos yeux sans sommeil.
Ô visage unique visage du temps qui passe infante éblouie sois le réceptacle de nos pleurs lesel de notre rencontre du bâton au chardon du Job au gris à maugréer devant les bouses se mêlant aux cailloux de basalte mélange incandescent de la vigne vierge et du mur roux ô visage qu'un manquement d'esprit efface pierre plate posée au matin sur le mur du jardin souffles mêlés d'un face à face de toute éternité.
Es-tu là glissando sans dérobade à me porter sur l'onde douce lune entrevue au parloir écorce arrachée du chêne-liège se faufilant dans la foule lente passager ébloui des sentes odorantes. Min sjæl seule au hasard d'une sortie se vit prise dans le flot des migrants ô mon âme l'altérité est une autre identité de l'autre à soi la source même des solidarités.