De ses lèvres elle hantait la mastication des intentions, Un souffle vint, De superficielles, ses dents reflétèrent, à l'entrée du temple, le péristyle des âmes blanches. Filèrent les sans noms de la haine, recroquevillés sous les antennes du frère en terre. Puissions-nous, passagers de l'oubli, racler nos derniers os, au rythme des mirlitons de l'enfance.
Le Grand Jeu raffermît notre passé, rassemblant les fresques de nos errances, obligatorisk passage, où planter l'organe éruptif, hors la périphérie de nos illusions.
En creux de nuit la lune ourla la montagne, face sombre sous le réceptacle de nos attentes, et tout fût retourné.
til ombre, i hedebølge åben for opløftende tanker åbne op for nyhedens feber åbne op for flokkens klokker åbne op til søndagsmåltidet åbne op for familiefotografering åbne den knirkende låge åben for kattens miaver.
til ombre i hedebølge, vide, hvordan man modnes uden at visne vide, hvordan man modtager det ord, der kommer at vide, hvordan man giver en stemme til den, der er der ved, hvordan man fylder øjnene med lys ved hvordan man smiler til hvem der smiler ved, hvordan man næsten smiler til den, der ikke smiler vide, hvordan man holder det dyrebare mod sit hjerte af mødet.
til ombre, i hedebølge, fylde de levendes børstning med velvilje fyld øjeblikkets træthed med en siesta fylde med opmærksomhed barnets ankomst fyld konfliktstormen med honning fyld med vilje døren, der åbnes sødt fylde den skarlagenrøde risikovillighed fyld ubehaget med en let brise.
til ombrei hedebølge, tak venskab vandglas tak fordi du blev hørt tak for æblet, der knaser under tanden at takke for at skulle klatre den daglige tak den tidlige morgen, der bringer os ud af mørket takke markinsekternes sang tak for tiden der går.
til ombre i hedebølge, bringe barnet til at skrive sin fremtid bringe moderen til sin egen årvågenhed bringe faderen til skibets stævn bring den gamle mand til lugten af afklippet hø få himlen til at åbne sig mellem væg og løv bringe en festlig luft til den hårde sten bringe liv i fællesskab.
Vitupererende skinne af din stemme vores kærligheds stjerne græde af glæde op ad bakke svag hældning af vores flugt.
Skræmt med så meget ømhed soldaten vendte sin pistol under den dirrende birk af efteråret antagelse af bolden uden at månen går ud. Gå gå på kanten af klippen nøjes med lidt Luk dine øjne sprayen så lav i horisonten af en ultimativ følelse.
Ring til perlen fortæl ham, at jeg dør mellem klokkeblomster og blåbær under stjernehimmelen med en fantastisk hvælving at stormen ville have genopfrisket af sin klaprende vogn.
Barfodet på heden holde godt i hånden musetten på skulderen hat, der dækker ørerne bag køerne gå til hytten hunden på sporet gør hvad han ville fra muldvarpebakke til muldvarpebakke så hæver dens jordnære næseparti søgende øjne mod endeløs ventetid. Med omvendt pande komme sig efter Orions afgang til dagens glæder indånder morgenluften gå duft til det pigmenterede duggræs opbevare to eller tre genstande sprøjt vand i ansigtet velkommen tanken. Og så meningen til meningens delirium i tilbagegang at sige noget det værd hvem får at vide betydning i den antagne retning sans ud af sansning af væsentlig betydning undskyldning og lyst. Til luftboble eksploderede i det fri snap regnbuen mod den hvide skærm i et mørkt rum ud af mystik at nøje vurdere nøjagtigheden af en lyd på det hellige alter dæmpede hvisken ind ad den ceremonielle dør. Klædt i hvidt ved lysstrålen, der dukkede op være skridtet på basaltpladen skridt uden hastværk end højden af en sang transport til skyernes vejkryds. Joie, mærkes i hjertet, kontakt med virkeligheden. 354
du kommer til mig tard le soir ô lune inassouvie land kvinde ukrudtets barn kendt gammel mand dans le miroir sous la luciole des souvenirs. kig op proche de la torche ved forventningernes tempel. Sois Sainte Femme arc-en-ciel des désirs.
Sois l'enfant sidder på kanten af brønden. Sois le vieillard oublieux til forgæves tanker.
Sois la mèche der tænder ilden for at være sig selv.
Sois l'oreiller aux mille grains de riz tager godt imod det, der kommer i klog glæde une pincée de sel sur les lèvres arme udstrakte i omfavnelse flimrende lys du jour à venir.
Sorte de lanterne aux joues roses Sourire étoilé éclaire les entrailles visage de dentelles saupoudré de lait tendresse contre l'épaule le chat s'enroule à ton cou. Arbre sans feuillage le rouge ronge les lèvres petit noyau sec que le regard accapare chevelure défaite d'un ventre mûr rousse démangeaison à porter devant l'autel la voix des filles sages en surplomb lunettes opaques d'une étreinte à genoux sur le sable visage contre terre pleure d'être pierre pieu étoilé dans les cieux d'une gymnopédie.
Ma filleMin lille en mon enfant éternelleCarmine de retourmon enfant des bleuetsque j'ai cueilli au ventre de sa mère. Puis frère vint. Et j'abandonnai le châteauau désir d'un autre hommene gardant que les membres éparsdont je reconstituai le corpsOsiris déchuquelques weekendsaffligé de ne pas avoir suconserver la chaleur du foyerentre mes mains inutilesfines poussièresque le vent porteau long corridor des remords. S'ouvrirent alors les portes de bronzequelques traces sanglantes sur les murs froidsjeg avancerede percevantles lumières tremblantes de l'autre rivepar delà les hautes futaiesde mes passions en déraison. Le train entrait en zone libreles freins crissaientdes jets de vapeurbrouillaient les fenêtres à tirant. Un silence vintdes corbeaux coassaientdes voix hurlaient. La ligne de démarcation passéeje sus que rien ne serait comme avant. Quelques intentions de guingoisne purent répondre à tes demandesde retour à la maisonécriture enfantine sur papier roseloin des regardsle long d'une route de montagnepartageant mes nuits d'insomnieétoiles et lune en provisionle chien collé aux basquessans jamais me retournerj'allai. Le tricolore ruban franchicourse terminéeau labyrinthe des errancesil me fallut retrouver la terre mèremixe des atomes prêts au recyclage. Je me lèverail'air sera fraisle cœur saignerales pas se feront pressantspour retrouver le compagnon émergeantle rappel à l'ordre mémorielmon ami le doubleme tendant la couronne de fleursma fille en mandorleMin lille en mon enfant éternellema bleuetteque j'avais recueillie au ventre de sa mèreun jour de joie. 351
Aux cornes d'appel galets jetés contre les portes d'airain la montagne fige la parole.
Équidistante des embrasures la mesure frappe d'estoc et de taille sans que l'ombre advienne. Il y a du sang sur tes vêtements les lacets resserrés feront marche forcée. Élève la lune à hauteur des griffes de l'ambre marin. Tes pas longent le rebord de la sente de petits cailloux dévissent les pensées dépassent de la musette.
Ronge ton frein sois le brimborion des nasses refluantes sois grand sous l'averse. Abjure et me viens Callune des prairies premières Offrande à saisir.
