Heurtoir sur la porteMa maison est en boisQue le gong allège .Soif de dire le sonDes oraisons en pâmoisonHors l'ordre vitupéré .Mâchure de l'espritSous le ciel d'un cœurImpact des balles fraîches .Corridor essentielPour de plus amples promenadesSans rambarde pour devoir .Au creux des encensoirsFiltre le doux regardDe l'enfant en devenir .Prune écrasée entre deux doigtsGant de crin mouilléOffrande aux mille bouddhas .262
Tu ouvres l'œiltu fermes l'œilet ton doigt sacrémontre le cheminindtil nu, så tæt påobjet sans objetnudité absoluele coloriage qui t'animeest épaisseur impénétrable .Elève - dusois l'aigle glatissantcueille les grappes de la vigneéponge ton frontcaresse le chien qui passe .Ô homme,ô femmeirradiants ensemblela mandorle des saisons .Cloches, croches,au son du tambourinairesoyons le verbe des officiantscarène de la rumeur processionnaireclaquement de bannièresous le linteau des entréesprésence coutumièredu paladin sous la coupoleen quête de lumière .Il n'est d'Être réaliséque l'acrobateélevé par les hourrasau sommet de son artsourcilleux devant la demandeécartelé par les voix angéliquesprêt à tendre son miroir concaveà celui qui, tidlig morgen effectuera le retournement . ( Détail d'un tableau de Manon Vichy ) 261
Ja , ensemble fortæl dig selv, hvordan livet er lige der foran dig mellem forundring og alvor dybde og lethed dæmpet eller lyst som det kommer i hans hjerte at være tæt på sig selv .
Ja , ensemble på jorden , at gå af kød og ånd , at stå op om morgenen gå i seng om natten deltage i indstuderingen af hellige sange læs et par sider poesi flygte med smukke tanker giv katten sin mos uden at glemme sin medicin se vejret tage et par skridt med næsen i vinden se naturen udfolde sig se, om fuglefoderet er med spise morgenmad for to støtte den anden i hans ord bytte for at skubbe videre refleksion over livets ting derefter meditere tage i skraldespanden hente posten fortælle hinanden, hvad vi skal i dag shopping på Intermarché , hos Botanic , hos slagteren , tænker på telefonopkald " Jeg bliver nødt til at gå til frisøren " .
Pas på din krop , af denne migræne hovedpine , slør for øjet , af disse Cadmus tænder med disse Dupuytren hænder , af dette tilstoppede bassin , af disse opererede ben .
Ja , ensemble gå ned som du til havet erhvervsmæssige byrder forsvinder ingen er afgørende at blive frakoblet fagligt pre-firkanten bliver væsentlig blomst billeder favnefulde ideer mødes hvoraf udgår ordninger rammer at placere værkerne i en déconstruction et construction de là où on est søgen efter tingenes mening bliver tydeligere dag drøm , søde og blændende følelser rejse sig fra maven og fra hjertet , forpligtet til, at jeg skal vende mod det store Mysterium .
Ja , ensemble bøje sig ud graf på papir blodige ord , vittigheder i den lille notesbog til dagens side til den nye dag friske lunationer venter stadig som en evighed tilbudt langt over sig selv men synlig i tåget vejr mellem hund og ulv når flammen spejler sig dybt i sjælen min ven , mit hjerte , min ufornuft , min respekt , min stealth , min vidunderlige flugt , tilbuddet ved daggry med en ømhed til at fremme.
Ja , ensemble der er disse minder , især barndommen virvar af en svunden fortid og som alligevel holder sig til vores coattails kæmpe sammensurium af spor der organiserer med små stigninger af galde vægterens forståelige nostalgi .
Ja , ensemble og så mange ting , igen , at vende rundt i alle retninger à faire lever la poussière de notre espace , helvede før brevet , at fikse de stærke geodætiske punkter , benchmarks for fremtidige generationer , ikke at gå glip af målet om relevans .
Foran mig bliver landet tørt vore skoves bøge og ege gav plads til et par tornede buske sandet trænger ind i sprækkerne i vores Babels tårne .
Med mine hænder , min stemme , mit udseende Jeg skriver dit navn du fremtiden kommer du , Frihed , Lys og Død Nat og dag .
Jeg spiser de sidste frugter de røde bær , sort , gul og grøn Jeg lever som en harlekin i kærlighedens farver Jeg er forbløffet over passagen fra nat til dag og fra dag til nat især i naturalier , i køligt vejr hvornår om morgenen solen er ved at stå op , skubber sine ark honning tilbage at antænde hele himmelhvælvingen råber efter mere end sig selv på kanten af rummet af de gennemførte og så er der regnen denne helt nye regn efter tørke der vækker sovende dufte et fouette le visage d'un éventail d'odeurs løfte om utrolige møder .
Ja , ensemble gå på plateauet slået af vestenvinden Jeg stopper og går tilbage, når jeg vil på grund af smerter i benene ifølge et sår på en stamme af asketræet de høje grene danser i et åndedrag med kraftige dufte .
Ja , ensemble det er en semafor med skalblomster end intethedens øjne erkende enorme momentum af de evige bølger slår ubønhørligt fremtidens klipper og de tynde barrierer hele vejen rundt om dette objekt så blødt at vi presser foran dig og bag dig på alle sider på én gang i orden og i uorden livet Sa Vie dette hul fra start til begyndelse , denne smeltedigel af muligheder , dette morgenkald , Ja , men sammen .
Un regardDu côté des margueritesAux tiges longuesDes coccinelles remontantes .Un regardEn haleine d'êtreDu frais partageDes mots de tous les jours .Un regardDe toi vers moiÀ pieds joints dans la flaque d'eauDe moi vers toi .Un regardVenu d'ailleursLa trace d'un passereauFuyant sa signature .Un regardQui embrasse sa vieEt prend conscience de sa mortComme le matador dans l'arène .Un regardDe l'entre-deuxAvec sa condition spirituelleEt infiniment mortelle .Un regardEn sa solitudeDans ses limites
Dans son ouverture .Un regardQui n'a rien à fairePour se contenter d'êtreCe qu'on est .Un regardQui permet de vivreMalgré les ignorancesGrâce à son innocence .Un regardQui adhère sans savoirAu souffle le ventD'où procède la lumière .Un regardQui sauveEn équilibreDu risque des cris et des pleurs .Un regardUn premier pasLa foi du charbonnierComme en passant .Un regardSi présentQui sauve et s'exposeLe temps d'une métamorphose .Un regardQui transmetLe sable du désertÀ petites goulées de mystère .Un regardD'une vie l'autreUne forceÀ soulever les montagnes .Un regard gratuitComme la lune en plein jourDans l'exaltationDes paupières battantes .Un regardDisponible dans l'instantDisponible à tout jamaisComme ultime ressource .Un regardQui ne fouille pasMais rassembleLes étoiles du matin .Un regardTel un soleil levantEnturbannéDans ses draps de miel .Un regard si douxUne merveilleDu bout du doigtNu retenu vécu .259
Petite main tendueSe leva vers les cieuxPour capter le nuage errantSans s'affubler du passéSans les pleurs de l'arbre aux fines écorchuresSans le pas menu du chevreuil sur la feuille sèche .Derefter , Devenu cornemuseDe ses doigts de féeLaissa passerLa moelle d'un sonFrappant de son aileLe paralytique de la relation .Mirliton de mes penséesFace à la haineL'amour et la foi se rejoignentJoie dépouilléeDe toute définitionEntre doute et fidélitéD'une intense émotionÀ parcourir le chemin intérieur .Ne me transformez pas en porte battanteQui s'ouvre et se ferme à tout vaAlors que le temps presse de séparer le subtil de l'étherAvant de bénir ses enfants .Ayez confianceAu parapet des circonstancesLe visage de sortie d'holocausteReflète un bonheurGrandeur du feu essentielSauveur de l'oubli de soiSauveur de la confusion d'avec soi .258
Pirouette de la lettreÀ l'arrivée de celle qui ne vint pasAux commémorations des mots mordus par la dent principielleAux safran sachant chasser les vents mauvaisAux callunes courbées sur la lande de l'enfanceAux fresques enrubannéesQue dis-je ?Si je ne fabrique l'au-delàQue fais-je alors de si parcimonieuxEnballerines de tendresseAux creux des vagues amoureusesÀ se fâcher avec la bêteÀ s'élever au matin gracieuxPar dessus l'hypertexte des attentes claméesEn chasse-patates derrière le peloton moutonnierJ'erre en carême d'ÊtreEt produis le déficitEstuaire frémissantD'un mascaret de circonstanceAu marquage des dauphinsEn vacance du tout venantEn acceptation du tout venuGriffant d'un ongle acéréSur l'orgue basaltiqueLes errances parcheminéesCes questions froidesEn avidité de connaîtreAu désespoir d'avoir connuLe simple effet d'un sonAu point chantre de l'égliseMa jungleMon Guernica des causes perduesMa vaillanceMa basilique Saint-FerjeuxMon enfant de terre et de cielUnique élan du savetierPrès de sa galoche centurialeÀ décrépir les monts et merveillesD'un horizon éloignéÀ force de ramesSur la mer MorteEt de coups de mentonContre le mur des lamentations .257
KromosomerFarfadets de l'aubeAlter ego s'évertuantÀ caresser de leurs osLes murailles lassesDe nos châteaux endormis .Asphodelen blander sigFanges et végétations ourdiesAux luxures de l'espritFenêtres ouvertesEn pâmoison d'EtreMin sjæl , min sorg .IndhakketDe moellons parcimonieuxMontent des tours barbaresL'énuclage des ouverturesGémissements se prolongeantAux flexures du temps .Raison dernièreDes contes de la mère l'OyeS'écroule l'orgueDes vestiges blasonnésFêlure matricielleAu centre du baldaquin .Husk min kæreRecouvre de voix hilaresAu déplié de l'échoLa chaste offrandeDe nos lézardes pantelantesMa peau mon unique .Barndommens raslen væk Craque la chaîne générationnelleEn ses espoirs ses projetsCes jets de pierresContre l'histoireAux maillons rouillés .Klog er vort landAlourdie de forêts profondesSous l'échauguetteKan du huskeDe la douceur des soirs de moissonMa bien-aimée .De hævede pladerApparaissentRosissante rosace du néflier roiPrudent propagandisteDes fruits offertsAu meilleur d'entre nous . .Kast fra skygge til skyggeL'épée de lumièreDans l'imbroglio des poutres enchevêtréesD'avec les murs pantelantsLes oiseaux piaillentSous les effluve d'une pluie odorante .blodtørstige nætterEntre nous traverséesLes parures s'écaillentPar delà le zeste d'une friseMa main contre ta joueMa pomme d'été .Det er nede af gyden Que nous sommes arrivésEntre les arbres encorbellésLe pied légerLe menton en godilleNous les danseurs d'une passacaille .( Photo de Bernard Lépinay )256
Enhver fordybning fortjener ramage hamp fingreudvide fyldstråetsådan er permissivitetens linie .Augusts påmindelselavet af en høj prædikestolfarvet af små børnså gå hyrderne .Sidder fra hinandeni modtagelse af det uudsigeligela Merveille pleure son sautoirfortabt i labyrinten af ord .Sangene følger andanternemed anomisk statusårhundredets skyggerkrydser søndagsgruset .Rejs og fald talerne , tegn og læberfingeren hviler på ikonetdet er
ifølge de chanted allegorier .På den ene side rejser sig de videndepå den anden jord de levendesindets adfærdtilbøjelige til vækstmuligheder .Filter ved krydsningen af tværskibeti forhold til det knuste hjertedette stærke ønske om at elske og blive elsketi opfyldelse af det lovede store spring .255
Passent les errants de la cause ontologiquele long de la longère aux pierres blanchess'arrêtent , se saluent , puis se quittentcertains portent sac à dosd'autres traînent la rouletteau soleil point de plantes aux feuilles ternies .Il n'est de passageque l'entre-deux des fleurs des champsen trilogiemarguerites , coquelicots et bleuetsprès du fossé où poule blanche mortedans un reste d'eauattendre la dent du renard .Bleu est le cielaux tulipes de sangune femme boit son théi små slurksans que luisentsous le reflet de luneles doigts de Viviane .Creuse l'errancedes chaises en plastique blancau hasard d'un entretien sollicitésur la pelouse doucepiquetée du roussi des feuilles mortes.Faut-il qu'il m'en souviennede rendre hommageà ce qui nous est donnémin sjælmon autre viema romance .254
Denne væg af hærdet sand af en udflydende lysstyrke med sammenfiltrede rynker gemmer en hel by og jeg er ved hans fødder skygge uden krop registreret med det samme .
Overalt omkring mig et øde landskab ingen vegetation bar jord splittede sten et fladt lys .
Den urolige horisont en nuance af Leonardo da Vinci sans codicille intet genkendeligt intet ved, hvordan man kan beroligeøjet d'avant la catastrophe .
jeg er alene livets punkt omkring ingen vind et kontinuerligt hæs åndedrag væk lyden af en marcherende folkemængde .
Udyret er her kæmpe bag mig og jeg er ligesom udslettet foran hende .
Hun lægger sin hånd på mit hoved Jeg har ikke mere hår hans fingre på mit ansigt og jeg har ikke længere et ansigt .
Bestrålet Jeg er ødelagt og stadig i live og vis mig i skumringen fodrer med madrester faldt fra toppen af væggen .
Er jeg blevet afvist ? Er jeg permanent fjernet fra byen ? Vil en falddør ikke åbne omkring en sten et cet être énigmatique m'enjoindra-t-il de le suivre ? Je le suivrai i labyrinten oplyst af et lys fra ingenting .
Fremskynde skridtet je trébucherai sur les aspérités du sol bange for at miste ham af syne .
lang lang lang tid vi gik langs de fornyede bakker uden stop som bølger af klitter pour au détour opfatte de udvalgtes by dens stålindkapsling skinner på dens forbjerg over sletten omkranset med tusmørke . Min elskede ! hold ikke dine tårer tilbage, skrig . " Du ved det var tid forbi og nu er der barnet, det nye væsen . "