Cette nuit à venir
 à vivre en chair et en pensée
 à renverser les murs
 pour se faire comprendre .

 Se recentrer est au carrefour de belles conquêtes .

 Faire apparence est putréfaction annoncée ,
 levée de la porte infernale ,
 artefact des anciens désastres .

 Attention
 le nom imprononçable
 est ce tombeau mouvant aux multiples entrées 
 bouleversant l'homme dépenaillé .

 La conscience de l'existence
 accueille l'approche du réel .

 Donnons à l'amour
 de quoi fabriquer l'amour .

 Soyons transparent .

 Vidons nos larmes acceptées
 Restons amoureux .

 L'humanité ,
 les dieux et leurs rites se rappelant à nous .

 Ayons le regard vif
 porté sur un monde vivant .

 Sortons de l'abîme .

 Créons par le cri 
 les étoiles nouvelles .

 Nos sanglantes blessures 
 nous mènerons vers le langage ,
 où vivre la raison en haute mer
 et nier toutes croyances .

 Devant l'intelligence du désir de vivre
 soyons le coq des horizons avant-tracés
 qu'une vie entière
 représente , foi figée et instable ,
 en guérison de nos paysages intérieurs .

 Il m'est donné d'être .
 Aux modillons du chevet le bestiaire nous est offert 
 frais et agreste en ses arrangements floraux ,
 un seul geste ,

 ... Ecoute enfin ....
 
As-tu songé à être libre ?


 271 

 Skrigene fra søskende, der krammer hinanden
 i varme kredse
 i udkanten af ​​sommeren
 tynde hænder pomadede dejen
 mark blomster
 plettede skyer
 river deres regnfrakker
 for en unik lytning
 og hoppe på sadlen
 mineralkirker
 at spejlet auskulterer
 mærkeligt twist
 en gang
 af de brændende ord
 langsomt rullende støv ned ad solstrålen
 lugten fylder rummet
 der er ingen høflighed
 end levende former og blødende sår
 lyde og lys i forening
 trinket øjet leverer kohorten af ​​sprog
 gribestrop
 omslutter det uigendrivelige mysterium
 uset vandring
 spor sort på sort
 ved krydset af erobringer
 tegnet på den kommende deling
 på lærredstasken
 holdt i armslængde
 som viaticum .


 269 

 Sylvain .
 Andesfløjte ved udgangen af ​​garagerne
 lille mand oprejst på sine støtter
 det frække ansigt
 og alligevel usvigelig optimistisk
 det svinger og det kommer tilbage
 denne vorte på næsen
 del i rummet
 fra hans seler luftrørene
 vis caravanserai-stien
 hvor kamelerne af obskure beviser stopper .

 De fejede uden for deres døre
 hånens spidse pile
 uimodståelig kærlighed
 af dine følsomme knæ 
 O min søde tamarisk kærlighed .

 I samtale med dovenskab
 vi var nøgne
 gisper efter den store katastrofe
 blodbad til marven
 over kløfterne
 i smerte 
 fyldte grøfter
 ved ebbekloakernes skarphed.

 Så klarede tiden mod lyset resten .

 Det afviste lig tog os væk
 på tæer
 død far og søn
 fuglene foldede deres vinger
 hurtigere fulgte efter hinanden
 form og mening givet til livet
 hænder og læber presset mod glasset
 hvisker multiplikationstabellen
 på tågen af ​​kolde hjerter .

 Mit barn
 døre og vinduer er lukkede
 afgrunden indeholder kimen 
 kasser uden bremse og uden omkvæd
 knust med en mejsel
 mine blodige fingre
 griber tagrenden
 dette tabernakel af trærige vand
 udsat for stæreflugt
 taget væk afleveret
 blodig skønhed
 kraftfulde skridt, der ender på et hop
 under Grenellebroen
 hente et par kulkugler i den store sorte indkøbspose .

 O søn
 ledning for ledning
 søjler af salt
 der forstyrrer det tabte ord
 mellem det synlige og det usynlige
 et tørt trin med hængelås
 den pneumatiske passage af din kørestol .



 270

 ( Tegning af Sylvain GERARD ) 

 Je vois, j'entends, je sens, je touche, ma gorge est sèche, il fait bon chaud .

 Le jour est mouillé de rosée,
 la lumière est blanche,
 les feuilles fraîches des arbres en printemps sont affamées de beauté .
  
 Et je change,
 à chaque seconde je change .

 J'évolue,
 je chevauche à hue et à dia le souffle de l'univers,
 et le monde change en moi .
 
 Je bois la résonnante transparence,
 et je transmets .

 Ma mission est de faire passer ce qui est
 au hasard de l'étincelle bâtisseuse .
 
 Patience, patience,
 mes os craquent
 les greniers se vident,
 la parole ouvre l'orifice de la gorge,
 je tends les voiles du coutre princier,
 et parfais le donné .

 Mon corps .

 Et c'est une chance que d'avoir un corps .
 
 Le corps de l'océan aux bulles d'air rendues,
 et c'est une chance d'être en tension
 aux estuaires de l'aube éternelle .
 
 C'est par la pratique personnelle,
 à contre-pied des accroupis de l'ombre ,
 que rencontrer la froidure du matin,
 ouvre le cri de vie
 loin de l'amour-néant qui fût le notre .

 Mon être le plus cher,
 ce monde qui est en moi,
 plus grand que moi,
 l'autre moi .
 
 Je suis à toi .


 268 

  elsker ikke sige
 denne horisont
 denne farve ,

 Ne pas saisir le téléphone
 og kender dig kun gennem smerten ved fravær .

 Natten , ved selve kilden
 fordomme og tilbagetrækning ,

 Errer par temps de pluie
 under blodets storm
 at huske klagen og bebrejdelsen .
 
Evig luftboble
 lad os lytte
 lad os tage et kig omkring os ,

 Accusés de finitude triste
 fremtiden bekymrer os
 vi udbydere af dialog med hinanden .

 At elske uden selv at give
 tusindfryd og kornblomst
 uden selv at bide frugten af ​​konflikterne
 uden ordet venlighed
 uden at tage det første skridt .

 Hold den oprørske bekymring i sig selv
 fra en stamme af minder
 at dommen med hængelås ikke åbner
 med fare for at leve det uoprettelige .

 Stille ,
 panden mod brøndens kant
 tilbyde himlen og stjernerne ,
 række ud til den levende refleksion ,
 denne nåde ved at være ansvarlig .


 267
 

 Mal dine vinduer med blåt blæk.
 Opbevar asketræets klo.
 Suivre les gouttes d'eau tomber du toit.
 Peger på fasanen, der sad på kliden i haven.
 Puiser l'eau de la fontaine dans les seaux de zin.
 Sæt hårspænden tilbage i hendes hår.
 Escalader le tertre exposé au vent du nord derrière la  
  maison.

 Dyp hans hove i det friske møg.
 Glem ikke uldhatten.
 Après l'orage faire naviguer les bateaux d'écorce de pin      
  sur la flaque d'eau.
 Surprendre les grands parents évoquer au coin du feu mon  
  père et mes oncles.
 Sorter linserne i det store brune fad.
 At vælge og spise den varme rogn.
 Sæt dig på stenen under det sprossede vindue.

 Lav den bladrige wienerbrød i pradouen.
 Samler græs til kaninerne.
 Vælg pinden.
 Kør hånden over køernes ru læder.
 Se på deres store triste øjne.
 Sommetider, græde med dem.
 Revenir de l'abreuvoir par la côte en tenant la queue de 
  la Mareuille.
 Mind hundene om, Riquette og Champagne.
 Hør jernbarrou synke ned i hans træner .
 Klatre op på stolen og tag osten under loftet.
 Åbn den store skuffe med brødtærter.
 Træk vinen fra tønden over hullet.
 Den lange gåtur til søndagskirken.
 Le cadre de grand-père chargé de ses médailles  
  militaires. 
 det vidste jeg ikke , Det fik jeg ikke at vide.
 At de store skulle tage sig af de små.
 Jeg skal på obligatorisk levering.
 Tidens clepsydra er omvendt.
 Stilhed.
 Cette levée de poussière provenant de la route en terre  
  battue.
 I kraftig vind hold pailletterne klar til at flyve væk 

 Sæt dig op på cyklen.
 Disparaître dans la forêt de Laroussière entre pins et 
  genévriers.
 Hør vinden tale.
 En kadence.
 L'horloge frappe le temps de son battant de laiton 
  brillant comme un sou neuf.
 De vendte sig ikke om, da jeg ringede til dem.
 Hors la brume matinale émerge la mise en demeure de nos 
  ancêtres.
 La terre se craquèle.
 Gennem sprækkerne rejser minderne sig.
 Jeg bider i æblet.
 Æbletræet bøjer sig til min skygge.
 Elle parle de ces cendres répandues sur le pas des 
  portes.
 Sidste kærlighedsråb uden for omklædningsrummet.
 På feltet af opretstående pæle.
 På vej til at være fremtidige generationers grønne eng.

 Fleur parmi les fleurs le soleil ouvre et ferme ses 
  corolles fraîches.
 La Lande de ses herbes rêches presse nos têtes contre son    
  sein.
 I det fjerne printet af bjergene.
 Bly fra Cantal, le Puy Mary.
 Angelus runger.
 Foran de tavse stemmer slutter vores fingre sig.
 Vienne le temps de changer l'eau des fleurs.

 265
 

 Au fripé des vaguelettes
 le pare-vie obscurcit la vision
 de coups de balai cinglants
 pleurent les pierres sages .    

 Un vent agite d'un amble puissant
 les membrures arbustives
 s’agacent des gouttes d'huile
 creusant les visages grimés .   
 
Finissent prostrés les arpenteurs
 aux miroirs redondants ,   
 de mise en séquences ,   
 brutale est l'attaque élémentaire .   

 S'essuient le museau
 les chiens babines relevées
 à la croisée des chemins .   

 Se groupent les enfants
 sous la canopée
 forts d'une frayeur dominée .   

 Les sons hurlants
 deviennent charivari
 en l'effilé du rêve .   

 Tout se tient ,   
 les gens ,   
 les esprits de la nature ,   
 ces voix déraisonnables ,   
 l'enseignement direct .   
 L'odeur de terre chasse la poussière ,   
 la peau ouvre ses lèvres ,   
 des nuées pisse dru le lait des dieux .   
 Le visible devient invisible ,   
 l'invisible devient monde visible . 
  
 La création est rebelle sous son masque ,   
 la création est belle ,   
 l'essence exhale un doux chant ,   
 je suis muet ,   
 la guérison opère .   
 Une pipe allumée ,   
 j'offre mon âme ,   
 et me tiens debout ,   
 en lui ,   
 en mon intime ,   
 aux confins des morts et des vivants ,   
 juste le caprice d'être .  

 
 266