Kategoriarkiv: År 2021

Conversation du bout du monde

 

 Conversation du bout du monde    
 à la plume d'oie    
 deux femmes évoquent    
 le plaisir d'écrire par monts et par vaux.        
  
     - Ne diriez-vous pas ma chère    
 qu'enfants élevés à plus d'un titre    
 vers le levant de l'esprit  
 est histoire trop aride.        
  
      - Je la laisse l'éponge de l'espoir    
 à vaquer dans un bain de vagues    
 à rire des hommes-prêtres    
 en expédiant le repas du soir.        
  
       - Savez-vous que notre amie Prune
 Prune aux larges seins maternels
 s'est exilée par manque d'expression
 quand la nausée navra le dégel.

       - Nous étions les muses de demain
 arrachées de notre terre d'origine
 et que pour dégrafer la joie
 un essaim d'étincelles décima le crépuscule.

       - Aujourd'hui nous sommes
 les mystificatrices en agonie
 d'orgiaques poupées de son
 que le temps attend dans sa tendresse souillée.

       - Pour que demain   
 à pleines mains sur les joues des bambins   
 être les larmes qui ne renoncent jamais   
 devant la forme étoilée du poème.   

       - Et qu'éclairent drus
  à la proue de l'ouvrage   
  les éléments disséminés de l'astre endormi
  sur l'autel des divagations.

       - Ô mères enjôleuses
  des glaciers se fracassant dans la vallée
  posez sans méprise
  votre cou contre la caresse de l'écir.

       - Retenez la voix des campagnes
  dans le vestige des bergeries
  à portée des sonnailles de fiertés
  en marche vers la Rencontre.

721 

Entre cul et chemise

 
 
 Entre cul et chemise    
 percevoir le percer et le voir    
 d'une dague plantée    
 dans les reins de la souvenance.        
  
 Ô mes romances    
 du jour où nous prîmes    
 chemin de traverse    
 vers les Hautes Terres    
 et que le glabre visage du chevalier Sans-Nom
 se dessina sur la paroi    
 là fût l'ouverture    
 vers le mieux-être des Écrins.        
  
 Ô père des arrimages    
 aux berges coutumières    
 vous me fûtes l'accoutumé accroc    
 de mes manques aux nuées de bronze    
 pour signifier l'à-plat des dires poétiques    
 et sa clique de mécréants    
 d'ordre et de néant affublés    
 en fertile journée.        
  
 Ô marraine    
 à la quête botanique aiguë    
 je ressasse le bien que tu me fis    
 en embarquant l'amour    
 de part et d'autre du silence des fleurs    
 sur la barque vespérale    
 de pince-mi et pince-moi    
 ambiguïté et merveille de l'éveil.        
  
  
 719 

Les bavardages du printemps

 

Au Borinage
y'a les bavardages du printemps
quand les bourgeons poussent du coude
la grisaille de l'horizon.

Remonter la boîte aux anguilles
de l'eau noire
émulsionne la berge
de traits de lumière.

Fidèle au sang de mes parents
je cherche damoiselle
pour faire l'âge venant
honneur en parentèle.

Il est des fumerolles sur le ruisseau
auxquelles confier
les yeux mi-clos
l'ombre au bal des démons.

Et si se glacent
dans les chantiers éphémères
quelque travail à perpétuité
appelons le génie de la lampe.

je me révolte parfois
et ce qui précède
est le fruit immortel
de ce qui sera en pure perte.

Aussi en passant le bras par l'écoutille
j'entends la pluie qui frisotte
avec la perle de tes yeux
mon échappée des cendres froides.

Le temps file
de tendre neige au souffle des portes
pour que mémoire s'enfle
sans coup férir à en mourir.

Que le monde soit brûlant
et les façades décrépies
n'empêche pas le chantre héréditaire
d'entourer de vaillance les sanglots.

À ne plus tirer sur la corde des saisons
mes sœurs de déraison
entrouvrent l'entrée du labyrinthe
vers le cœur des miroirs amers.

Se repais d'alliances fondatrices
le ciel aux nuages rapides
de Trancavel et ses chevaliers
au baptistère des recommandations.



718

Tandproteser og kløe

 
 Disse rynker af hvad vi kender    
 lede os mere end fornuften    
 de botoxede rynker    
 lover ikke godt    
 hvis ikke transformation    
 så meget tvivl er der    
 at undvære forklaringer    
 fra hånd til hånd    
 før det nødvendige skridt fremad    
 til en verden, der endnu ikke eksisterer    
 konkluderede vi tingsdyrkere    
 med masser af privilegier i lommerne    
 for at undgå overraskelse.        
  
 Jeg indrømmer at have sikret mig    
 så der ikke kan ske mig noget ubehageligt.        
 Jeg indrømmer at have boet småt    
 som elsker af det lille intet.        
  
 Jeg indrømmer at have leget med tidens gang    
 for at få det til at holde længere    
 uden at vide hvad man skal gøre.        
  
 Jeg indrømmer at have boet over jorden    
 uden at bekymre sig om jorden    
 bortset fra billeder af Épinal    
 med flere poster    
 på jagt efter fabelulven 
 der spiser geder     
 og tror han er friere end hunden.        
  
 Jeg indrømmer at have åbnet æsken med det imaginære 
 af så meget ophobet støv    
 taget til yngleplads    
 med en opløselig boltring    
 at sige tak til instinkternes snurren.        
  
 Jeg indrømmer at have genopfundet verden    
 bare ved at ændre dit syn    
 på stedet uden at noget bevæger sig.        
  
 Jeg indrømmer, at jeg gik i den kritiske zone    
 inkarnerede ros    
 at fylde mig hul    
 på uvishedens kviksand    
 uden at se hjertet af udslettelse.        
  
 Vinden kruser stranden    
 og sjæle ryster.               
  
 Indeslutning rynker plagiat af vores vaner.       
  
 Den rigtige jord rynker den lille jord    
 hvor jeg tror jeg bor.        
  
 Tagbjælkerne knirker    
 kyklopen falder i søvn    
 dormouse napper en krigspræmie    
 i sidste hensigt    
 stilheden falder.        
  
 Hvad skal vi holde os fra denne omvæltning ?        
  
 Skal mutere    
 og overlade til glemslens nælder    
 tandproteser og kløe.        
  
  
 717
   

Rigets veje

 
 
 Tusind stemmer spredte vores tanker i horisonten    
 går fra liv til død      
 vi begravede os selv under jorden    
 at gå op fra de mørke gallerier    
 den grå substans af vores had.        
  
 Griner på forsiden    
 hvor sten møder jord    
 salamanderen travlt med at perfektionere sit hul    
 sluttede sig til karbunklernes vair    
 af din fortid som dronning.        
  
 Slidpunkt    
 i lyset af situationen    
 så længe vores øjne mødes    
 ancrage lodret    
 på det horisontale af vores opgaver.        
  
 Hold dig ikke tæt på dig længere    
 uledsagede smil    
 af disse forbipasserende soldater    
 holdes i modtagelse    
 vores hellige momentum.        
  
 Det er første hånd    
 at vi fritager    
 denne lytning fra hjørnet af gaderne    
 så den fremmede fremmede    
 griber os med tab og styrt.        
  
 der var magi    
 til gengæld for denne eskapade    
 hvor hælen fanget i gitrene    
 slettede hjælperskyggen    
 af vores hemmelige emner.        
  
 Forestil dig, at de fyldte det    
 denne zinkkar ved indgangen til engen    
 og at spætten med hammeren    
 stødte sammen med vores aftenforhåbninger   
 hvad vil folk sige min kære.        
  
 Og så fortælle hinanden alt    
 blandt kommunikanternes kroner og armbind    
 der var udveksling af vielsesringe    
 denne aflevering af salmen    
 ser frem til at være sammen.        
  
 Sæt dig ind i campingvognen    
 under smedjemestrenes seletøj    
 tvinger den anmassende    
 at beundre sig selv i rækkevidden    
 indtil stålet hærder.        
  
 Kombinerer kysten og floden    
 med store armfulde blomster    
 den stakkels lille dreng    
 i sin søndagsjakke    
 stod stille mod bunken af ​​træ.        
  
 At sætte puslespilsbrikkerne sammen    
 gå rundt i vores byer    
 at være jern og olie    
 af denne kardinalvandring    
 på rigets stier.        
  
  
 716 

Dette arbejde i fragmenter

 
 
 Dette arbejde i fragmenter    
 gennem det sovende vindue    
 i skæret fra en skarp sol    
 Jeg gik de indre gårdhaver    
 små episoder af mit liv    
 slurk honning    
 af deres søkonkylier undtaget    
 der var der    
 hveden og avnerne    
 i falsk skarpsindighed    
 skraldemand    
 udslettet med bevægelsens segl    
 tilsyneladende faldgrube til tidevandets rytme    
 at blikket fryser i sit skum.        
  
  
 713
   

Roser af håb

 
 
 Følg hinanden drillende    
 de monterede roser af håb    
 på spidsen af ​​pegefingeren    
 hvor lysten lovgiver.        
  
 Der er ingen romantik    
 end lavaens langsomme strøm    
 le long des bougainvilliers de l'esprit    
 ô pochade de l'enfance !        
  
 Assagi au contact de la plaie    
 l'obligé mariage    
 geignait d'avoir à être    
 alors qu'il avait déjà été.        
  
 Serment vrai de la nuit    
 en sa lune ascendante    
 l'errance invite la peur    
 sans que le hasard se mêle.        
  
 A la décoction des songes    
 au décaméron des rondeurs    
 à la hune du voilier    
 le vermillon prolonge ses coulures de sang.        
  
 Affligée d'être le rival    
 d'un courageux bravache    
 la tâche des imprécations    
 fût de solliciter l'inaccompli.        
  
 Émargez de votre âme    
 le passage des oies    
 augure du regard las    
 de la montée des foules au printemps.        
  
 Ne vous méprenez pas    
 il y aura de l'avoine à foison    
 pour que l'araire salvatrice des pèlerins    
 se prête à la malice.        
  
 Égarez-vous    
 men misforstå mig ikke    
 i mirlitons smukke træ    
 kroppen i svime.        
  
 Haruspicerne dedikeret til udbyderen    
 ovenlysvinduerne knirkede    
 med et hastværk    
 spredte valnøddeskaller.        
  
 Mærkelig forbipasserende    
 ifølge forårsdrikken    
 vi var i stand til at nå lejren    
 alvorligt ramt af afvisningen.        
  
 Hun smagte som vilde jordbær    
 mine kærligheders rosenhave    
 og vinden, der løftede hendes fletninger    
 tillod bølgen af ​​sit spejl at filtrere igennem.        
  
  
 712