Af udløbet creme i bunden af en papgryde han lavede sit måltid som en tøvende flue i vindueskarmen. Træbænken var beskidt en avis duer at spørge i sin snavshærdede kappe under en let regn. Så rejs dig vaklende for langs fortovet slingre et par skridt mod gyden af lige træer med takkede blade. der er dage hvor den tykke sky tøver med at bryde igennem i lyset af elendighed hvor vi blev skubbet i de dødes gyde. Bagage, punkt en god regnfrakke, punkt lukkede sko, punkt uldne handsker, punkt et strejf af et smil, punkt. Hirsute, pjusket hår han gik fra gade til gade sidde ved foden af en bygning mellem to hunde lort greb om sin sorte indkøbspose. På stykket papir skulle han til læge men han glemte det og socialrådgiveren dittoen stor grå kat gik stille forbi. I den nedgående sol skulle finde stedet at slaske måske ligge ned i den konstante trafikstøj som ville aftage. Han kendte området siden han vandrede vor tids mand inden for synsvidde som vi kunne tilbyde ham. Han havde et viaticum et tøjdyr med afgnavede ører af hunden, der havde fulgt ham noget varmt vejr og polar kulde, successivt. 741
Stiger op og nedpå træpaneletsjælens hegnavaient fière allure.Der voksede vilde blomsterbarback som vores glade latterpigmentering af vores instinkterdes gouttes de sang sur la pierre blanche.Finger på aftrækkerenved at rette måletden heraldiske lektionprenait corps contre le frêne.Om morgenenpå denne tilfældige tavledannede øer og halvøerà petits jets de vapeur humidifiante.Til ømme tårerpå angerens kindsvarede askefebersous les crocs de l'absence.Ødipal kærtegnpå tværfløjtenmomentum var alvorligtun deux trois soleil.Blander skygger og lysved den sejrrige stævnhvor livet fortjeness'engagèrent des nuits sans sommeil.Til det beskårede lysforbud fra vores fængslerle lingot d'ordes ténacités événementielles.Kom lige op imod migudseendet af simple tingdenne tanke om feber : hvad der blev sagt om mig ? Udvalgte, begge, hos de tresolen igengiver mig den perfekte flugtdans les halliers de la forêt.Delte historier, erhvervede meningervi kunne slutte os til vores husstandi en cirkel under palavertræetéchanger le thym et la lavande.Der var derså meget ømhed og ærlighedat hvert ord fyldte med orgeatclochetait aux pinacles de la mémoire.739
Han var steget ned fra sin siddepinde mager og bille at skabe røre på metalplader det lignede en lyserød klokke opstilling af timerne hurtigt gjort godt gået spørgsmål om at gøre dig tørstig om nødvendigt for at indtage scenen.
Flamenco varede så længe kun stepdans og kastanjetter rive deres magnetiske viden fra hinanden til metonymiske tilbud à cru et à dia kvinders øjne tvunget til at give samtykke til raseri af oculi ud af deres fatninger uden at udyret ser gråt ud.
I det tidsrum kornet blev hamstret ved fakkellys kløer med deres tremoloer arbejderlofterne med tragtene deponeret uden den skrigende dolk tilfredsstiller ikke den grimme digter den grænseopgave gjort følsom over for vindens nåde.
Rider på sin taske fyldt med problemer og vrede manden af caudine højgaflerne blev forelsket i den dag, der nærmer sig. Stedet er ustabilt dødsgangen omhyggelig jetprøve de sidste opstandes honning. For at vedligeholde underkæben kløet pochard forværre situationen uden for tidens krumning. Ikke rør dig afhængighedsmonster være en fortsættelse af barndommens græshopper sænke behovet for vellyst et hak. Ved at fremkalde fornøjelsernes navn dugkløer er smerte vandtætte tilbagetrækningsvægge fourageret enge uden blomster uden grund. Ingen smil under denne afretning hænderne antyder oprindelseskraven solen smuldrer sine hemmeligheder det er tid til at stå tidligt op. 737
Vand så sødt at rense lejemordernes arm således at den hellige krism hækle nogle fremskud. Gør mig derfor opmærksom at modtage de dømtes benådning og tæl dagene af mit tilbagetrukne liv. Dyr passerede under vinduet stjernehviskens nat at kimærerne splittes med store fremstød. Kan ikke andet Jeg ringede til far og mor fra jordens bug til håret af nøgne træer. jeg har det at ledsage besætningen uden at blive fanget i rebene af denne opgave til arbejdet. Der var derog moskusen og såretkun ved gaflendagen blev knap nok udvidet.
736
Jeg går derfor er jeg og jeg har ikke brug for meget lad klokken ringe tilbagetrækningen af vores tropper. De var modige vores soldater når selve skyggen af deres støn flagrede før sjælens nat passende søster af en brændende sky. Post-katastrofe græs var olieagtig og struktureret ligesom en damask rødme af kvindeblod. Et skridt og så et andet kroppen begyndte at ryste foran solens kys plaget af de sammenkrøllede skyer. I markernes hvede med en fuld sommerfugl Jeg samler ildstrålen for de levendes tilbagevenden. 735
Løft ikke ordet for meget trækors jernkors gå ad helvede til de døendes børn. Sluk langsomt rester fra aftenen før blandet aske de ofringer til guderne, som fornuften ærer. Der er ingen værre frygt end jagt bag hjorten derefter at rejse flammekorset. Kald svimmelhed og kvalme når tavshed bliver en medskyldig anger over at lave den anden coit uden gnidningen. Lever den beundringsværdige juice Mirabelle blommer mine søstre hvor man kan forkæle spejl på smukke sommernætter. Ved mesterens hånd at blive født af udgravningernes kul venlige ords rige kraft at gøre gouzi-gouzi til åndens sønner. 734
La poésie c'est direc'est rire du rienc'est partir sans se retournerpour que la vérité advienne. La poésie accrochée au Levantrefait les gestes d'antanen guettant par le trou de serrurel'arrivée du printemps. La poésie c'est attendrec'est atteindrec'est attenter aux bonnes mœursen soupçonnant le mal d'être de la partie. La poésie c'est le claquement secd'une fin de partieoù restent après la représentationles diamants purs du néant. La poésie c'est la terreet le ciel et la merquant au rythme d'une escarpolettele revenez-y t'appelle. La poésie c'est mourir un peuau fond de la caverneà convertir en motsles aléas du dehors. La poésie c'est vivre à bon escientla chair fraîche des tempêteslorsque le livre replie ses pagesla mèche allumée. La poésie c'est être hors toutà vif à blancau feu de l'occasionet mourir sur le flanc après la mitraille. La poésie c'est grand et carréà contresens des fleurs bleueslorsque les yeux de flanellejaillissent d'un crâne éclaté. La poésie c'est mignonnette et compagniesur le bord de la soucoupeà compter les boudoirs de l'afflictionà cinq heures de l'après-midi. La poésie est tueuseet colérique et monstrueusepour mâter le rebelle endormiaux marches de la déraison. La poésie c'est être autreau plus bas comme au plus hautau coin de la rue telle l'abeilleà guetter le bourdon. la poésie tripatouillepour s'infiltrer dans le manchon de fourrurequand sonne le bétonsous la santiag de l'optimiste. La poésie pleure le divin perdupour enquêter sur ce qui demeuredans la cité aux quatre ventsouverte à la parole. La poésie c'est lettre molleaux lèvres de l'humanité nouvelleà lécher fraternellementle retour vers l'Absolu. La poésie c'est Dieu et pas Dieusans violence sans virulencetoutes lances dehorsen gardant ses distances. La poésie est paresseusequand passe le marchand de sableallégorie des cieux intérieursau service de sa progéniture. La poésie c'est pensersans y pensermais jamais s'agenouillerdevant la prise de pouvoir. La poésie cette rebelletourne autour de soiet détoure la figurine de l'amourdes avances de Narcisse. La poésie manque à l'appelen contournant l'auto-dérisionlorsque le plaisir vous hèlesur un air d'accordéon. La poésie est làsource d'angoisseles vaisseaux brûlésau port de l'astreinte. La poésie c'est le bon père de famillequi furtivementde sa sacoche au verbe hautfait jaillir le génie de la lampe. La poésie c'est moi c'est toic'est ce qui heurte du chefles poutres du grenieren verticalité assumée. La poésie c'est une caressesur la joue du ventlors les larmes de la louveappeler ses petits. 733
Éloigné des romanceséquarri au sceptre divinle carénage des vieilles autosfait la nique aux icônesà travers champstelle flèche d'argentpiquée au cœurque les sapeursretrouvent sous la herse du temps. Sonnailles de tous les joursorgue tenant la note sous la rosacele pas des moinesglisse sous les arcadesà l'unisson du pont-leviscaressant de ses chaînesles pierres usées du porcheà l'approche souffreteused'une claudicante valetaille. Mesurez vos approchesne gardez en mémoireque la main leste de l'entre-lignesderrière l'étroit vitrailde ces feuilles glacéesque le givre a scelléesau vent des pleursde l'enfant épelant l'alpha et l'oméga. 732
