elsker ikke sigedenne horisontdenne farve ,Ne pas saisir le téléphoneog kender dig kun gennem smerten ved fravær .Natten , ved selve kildenfordomme og tilbagetrækning ,Errer par temps de pluieunder blodets stormat huske klagen og bebrejdelsen .Evig luftboblelad os lyttelad os tage et kig omkring os ,Accusés de finitude tristefremtiden bekymrer osvi udbydere af dialog med hinanden .At elske uden selv at givetusindfryd og kornblomstuden selv at bide frugten af konflikterneuden ordet venligheduden at tage det første skridt .Hold den oprørske bekymring i sig selvfra en stamme af minderat dommen med hængelås ikke åbnermed fare for at leve det uoprettelige .Stille ,panden mod brøndens kanttilbyde himlen og stjernerne ,række ud til den levende refleksion ,denne nåde ved at være ansvarlig .267
Mal dine vinduer med blåt blæk. Opbevar asketræets klo. Suivre les gouttes d'eau tomber du toit. Peger på fasanen, der sad på kliden i haven. Puiser l'eau de la fontaine dans les seaux de zin. Sæt hårspænden tilbage i hendes hår. Escalader le tertre exposé au vent du nord derrière la maison.
Dyp hans hove i det friske møg. Glem ikke uldhatten. Après l'orage faire naviguer les bateaux d'écorce de pin sur la flaque d'eau. Surprendre les grands parents évoquer au coin du feu mon père et mes oncles. Sorter linserne i det store brune fad. At vælge og spise den varme rogn. Sæt dig på stenen under det sprossede vindue.
Lav den bladrige wienerbrød i pradouen. Samler græs til kaninerne. Vælg pinden. Kør hånden over køernes ru læder. Se på deres store triste øjne. Sommetider, græde med dem. Revenir de l'abreuvoir par la côte en tenant la queue de la Mareuille. Mind hundene om, Riquette og Champagne. Hør jernbarrou synke ned i hans træner . Klatre op på stolen og tag osten under loftet. Åbn den store skuffe med brødtærter. Træk vinen fra tønden over hullet. Den lange gåtur til søndagskirken. Le cadre de grand-père chargé de ses médailles militaires. det vidste jeg ikke , Det fik jeg ikke at vide. At de store skulle tage sig af de små. Jeg skal på obligatorisk levering. Tidens clepsydra er omvendt. Stilhed. Cette levée de poussière provenant de la route en terre battue. I kraftig vind hold pailletterne klar til at flyve væk
Sæt dig op på cyklen. Disparaître dans la forêt de Laroussière entre pins et genévriers. Hør vinden tale. En kadence. L'horloge frappe le temps de son battant de laiton brillant comme un sou neuf. De vendte sig ikke om, da jeg ringede til dem. Hors la brume matinale émerge la mise en demeure de nos ancêtres. La terre se craquèle. Gennem sprækkerne rejser minderne sig. Jeg bider i æblet. Æbletræet bøjer sig til min skygge. Elle parle de ces cendres répandues sur le pas des portes. Sidste kærlighedsråb uden for omklædningsrummet. På feltet af opretstående pæle. På vej til at være fremtidige generationers grønne eng.
Fleur parmi les fleurs le soleil ouvre et ferme ses corolles fraîches. La Lande de ses herbes rêches presse nos têtes contre son sein. I det fjerne printet af bjergene. Bly fra Cantal, le Puy Mary. Angelus runger. Foran de tavse stemmer slutter vores fingre sig. Vienne le temps de changer l'eau des fleurs.
Au fripé des vaguelettes le pare-vie obscurcit la vision de coups de balai cinglants pleurent les pierres sages .
Un vent agite d'un amble puissant les membrures arbustives s’agacent des gouttes d'huile creusant les visages grimés .
Finissent prostrés les arpenteurs aux miroirs redondants , de mise en séquences , brutale est l'attaque élémentaire .
S'essuient le museau les chiens babines relevées à la croisée des chemins .
Se groupent les enfants sous la canopée forts d'une frayeur dominée .
Les sons hurlants deviennent charivari en l'effilé du rêve .
Tout se tient , les gens , les esprits de la nature , ces voix déraisonnables , l'enseignement direct . L'odeur de terre chasse la poussière , la peau ouvre ses lèvres , des nuées pisse dru le lait des dieux . Le visible devient invisible , l'invisible devient monde visible . La création est rebelle sous son masque , la création est belle , l'essence exhale un doux chant , je suis muet , la guérison opère . Une pipe allumée , j'offre mon âme , et me tiens debout , en lui , en mon intime , aux confins des morts et des vivants , juste le caprice d'être .
Ligne de partage des eauxentre l'homme et la bêtepasse le flux des pensées muettessa grosse pattepar dessus le souveniren élargissement d'êtreà effleurer la flamme unifiante .Gare au monstrepulsions et fantasmes assortisen chacun de nousoffrir la pulpe amèreau plus offrantdes passants de l'éveil .L'homme au chapeau et lunettesHarold Lloyd réincarnébredouille de ravissementla fleur en bandoulièreles onomatopéesd'une marche nuptialevers l'autre rive apparue . ( Œuvre de Sylvain Gérard . ) 264
A l'origine ,Le contact avec les puissances de l'esprit ,Une porte béante ,Un bouche à bouche avec l'éternité .Je conjure à sang fraisLe couteau dans le ventre de mon fils ,Pharaon des orages à venir .J'implore la grâceEn repli de l'enfant éteint ,Que claque le briquetAu sursaut d'une dernière nuitSans bagageAvec l'infini pour ciel de traîne ,Ma vie au creux des vagues froides ,Le crêpe du deuil ,Sur la plaine des silencesQue parcourent à petits pasLes saintes femmes .263
Heurtoir sur la porteMa maison est en boisQue le gong allège .Soif de dire le sonDes oraisons en pâmoisonHors l'ordre vitupéré .Mâchure de l'espritSous le ciel d'un cœurImpact des balles fraîches .Corridor essentielPour de plus amples promenadesSans rambarde pour devoir .Au creux des encensoirsFiltre le doux regardDe l'enfant en devenir .Prune écrasée entre deux doigtsGant de crin mouilléOffrande aux mille bouddhas .262
Tu ouvres l'œiltu fermes l'œilet ton doigt sacrémontre le cheminindtil nu, så tæt påobjet sans objetnudité absoluele coloriage qui t'animeest épaisseur impénétrable .Elève - dusois l'aigle glatissantcueille les grappes de la vigneéponge ton frontcaresse le chien qui passe .Ô homme,ô femmeirradiants ensemblela mandorle des saisons .Cloches, croches,au son du tambourinairesoyons le verbe des officiantscarène de la rumeur processionnaireclaquement de bannièresous le linteau des entréesprésence coutumièredu paladin sous la coupoleen quête de lumière .Il n'est d'Être réaliséque l'acrobateélevé par les hourrasau sommet de son artsourcilleux devant la demandeécartelé par les voix angéliquesprêt à tendre son miroir concaveà celui qui, tidlig morgen effectuera le retournement . ( Détail d'un tableau de Manon Vichy ) 261
Ja , ensemble fortæl dig selv, hvordan livet er lige der foran dig mellem forundring og alvor dybde og lethed dæmpet eller lyst som det kommer i hans hjerte at være tæt på sig selv .
Ja , ensemble på jorden , at gå af kød og ånd , at stå op om morgenen gå i seng om natten deltage i indstuderingen af hellige sange læs et par sider poesi flygte med smukke tanker giv katten sin mos uden at glemme sin medicin se vejret tage et par skridt med næsen i vinden se naturen udfolde sig se, om fuglefoderet er med spise morgenmad for to støtte den anden i hans ord bytte for at skubbe videre refleksion over livets ting derefter meditere tage i skraldespanden hente posten fortælle hinanden, hvad vi skal i dag shopping på Intermarché , hos Botanic , hos slagteren , tænker på telefonopkald " Jeg bliver nødt til at gå til frisøren " .
Pas på din krop , af denne migræne hovedpine , slør for øjet , af disse Cadmus tænder med disse Dupuytren hænder , af dette tilstoppede bassin , af disse opererede ben .
Ja , ensemble gå ned som du til havet erhvervsmæssige byrder forsvinder ingen er afgørende at blive frakoblet fagligt pre-firkanten bliver væsentlig blomst billeder favnefulde ideer mødes hvoraf udgår ordninger rammer at placere værkerne i en déconstruction et construction de là où on est søgen efter tingenes mening bliver tydeligere dag drøm , søde og blændende følelser rejse sig fra maven og fra hjertet , forpligtet til, at jeg skal vende mod det store Mysterium .
Ja , ensemble bøje sig ud graf på papir blodige ord , vittigheder i den lille notesbog til dagens side til den nye dag friske lunationer venter stadig som en evighed tilbudt langt over sig selv men synlig i tåget vejr mellem hund og ulv når flammen spejler sig dybt i sjælen min ven , mit hjerte , min ufornuft , min respekt , min stealth , min vidunderlige flugt , tilbuddet ved daggry med en ømhed til at fremme.
Ja , ensemble der er disse minder , især barndommen virvar af en svunden fortid og som alligevel holder sig til vores coattails kæmpe sammensurium af spor der organiserer med små stigninger af galde vægterens forståelige nostalgi .
Ja , ensemble og så mange ting , igen , at vende rundt i alle retninger à faire lever la poussière de notre espace , helvede før brevet , at fikse de stærke geodætiske punkter , benchmarks for fremtidige generationer , ikke at gå glip af målet om relevans .
Foran mig bliver landet tørt vore skoves bøge og ege gav plads til et par tornede buske sandet trænger ind i sprækkerne i vores Babels tårne .
Med mine hænder , min stemme , mit udseende Jeg skriver dit navn du fremtiden kommer du , Frihed , Lys og Død Nat og dag .
Jeg spiser de sidste frugter de røde bær , sort , gul og grøn Jeg lever som en harlekin i kærlighedens farver Jeg er forbløffet over passagen fra nat til dag og fra dag til nat især i naturalier , i køligt vejr hvornår om morgenen solen er ved at stå op , skubber sine ark honning tilbage at antænde hele himmelhvælvingen råber efter mere end sig selv på kanten af rummet af de gennemførte og så er der regnen denne helt nye regn efter tørke der vækker sovende dufte et fouette le visage d'un éventail d'odeurs løfte om utrolige møder .
Ja , ensemble gå på plateauet slået af vestenvinden Jeg stopper og går tilbage, når jeg vil på grund af smerter i benene ifølge et sår på en stamme af asketræet de høje grene danser i et åndedrag med kraftige dufte .
Ja , ensemble det er en semafor med skalblomster end intethedens øjne erkende enorme momentum af de evige bølger slår ubønhørligt fremtidens klipper og de tynde barrierer hele vejen rundt om dette objekt så blødt at vi presser foran dig og bag dig på alle sider på én gang i orden og i uorden livet Sa Vie dette hul fra start til begyndelse , denne smeltedigel af muligheder , dette morgenkald , Ja , men sammen .
Un regardDu côté des margueritesAux tiges longuesDes coccinelles remontantes .Un regardEn haleine d'êtreDu frais partageDes mots de tous les jours .Un regardDe toi vers moiÀ pieds joints dans la flaque d'eauDe moi vers toi .Un regardVenu d'ailleursLa trace d'un passereauFuyant sa signature .Un regardQui embrasse sa vieEt prend conscience de sa mortComme le matador dans l'arène .Un regardDe l'entre-deuxAvec sa condition spirituelleEt infiniment mortelle .Un regardEn sa solitudeDans ses limites
Dans son ouverture .Un regardQui n'a rien à fairePour se contenter d'êtreCe qu'on est .Un regardQui permet de vivreMalgré les ignorancesGrâce à son innocence .Un regardQui adhère sans savoirAu souffle le ventD'où procède la lumière .Un regardQui sauveEn équilibreDu risque des cris et des pleurs .Un regardUn premier pasLa foi du charbonnierComme en passant .Un regardSi présentQui sauve et s'exposeLe temps d'une métamorphose .Un regardQui transmetLe sable du désertÀ petites goulées de mystère .Un regardD'une vie l'autreUne forceÀ soulever les montagnes .Un regard gratuitComme la lune en plein jourDans l'exaltationDes paupières battantes .Un regardDisponible dans l'instantDisponible à tout jamaisComme ultime ressource .Un regardQui ne fouille pasMais rassembleLes étoiles du matin .Un regardTel un soleil levantEnturbannéDans ses draps de miel .Un regard si douxUne merveilleDu bout du doigtNu retenu vécu .259
Petite main tendueSe leva vers les cieuxPour capter le nuage errantSans s'affubler du passéSans les pleurs de l'arbre aux fines écorchuresSans le pas menu du chevreuil sur la feuille sèche .Derefter , Devenu cornemuseDe ses doigts de féeLaissa passerLa moelle d'un sonFrappant de son aileLe paralytique de la relation .Mirliton de mes penséesFace à la haineL'amour et la foi se rejoignentJoie dépouilléeDe toute définitionEntre doute et fidélitéD'une intense émotionÀ parcourir le chemin intérieur .Ne me transformez pas en porte battanteQui s'ouvre et se ferme à tout vaAlors que le temps presse de séparer le subtil de l'étherAvant de bénir ses enfants .Ayez confianceAu parapet des circonstancesLe visage de sortie d'holocausteReflète un bonheurGrandeur du feu essentielSauveur de l'oubli de soiSauveur de la confusion d'avec soi .258
